De to U/19-spillere, Herve Gamys og Frederik Therkildsen, skal tirsdag eftermiddag hjælpe HB Køge til sejr i pokalturneringen, når man på udebane møder Døllefjelde Musse fra Lolland.
Det er en ”must win” kamp for HB Køge, når svanerne sent tirsdag eftermiddag drager til Lolland for at møde Sjællandsserieholdet med det pragtfulde navn, Døllefjelde Musse. Cheftræner, Henrik Lehm har givet stamspillerne fri og i stedet udtaget en række af unge spillere.
Yngste mænd på holdkortet er forsvarsspilleren Herve Gamys og midtbanespilleren Frederik Therkildsen. Begge spillere er født i årgang 1998 og til dagligt tilknyttet klubbens U/19-hold, som efter en fornuftig sæsonstart ligger på fjerdepladsen i U/19 Divisionen.
Foruden de to U/19-spillere indeholder køgegensernes trup ikke færre end fem spillere fra årgang 1997, som altså er førsteårs seniorer. Det drejer sig om Alexander Bah, Gustav Gjøg, Mads Juel Andersen, Victor Guldbrandsen og Ahmed Hassan.
Kampen finder sted på DMIs anlæg klokken 17.30.