
Lørdag debuterer FCM U/17 og FCM U/19 på hjemmebane i deres respektive ligaer. Begge hold skal op imod Silkeborg, så der er dømt derby!
U/17:
FC Midtjyllands U/17-mandskab har fået en skidt start på sæsonen. De to første kampe bød på to nederlag til henholdsvis Esbjerg og HB Køge. De fik dog tre point på kontoen i sidste kamp med en 3-2 sejr over OB. FCM’erne skal derfor følge op på sidste kamp og prøve at få tre point igen.
Silkeborg har fået en noget bedre start på sæsonen end FCM med én sejr, én uafgjort og ét nederlag. Sejren kom mod AGF, den uafgjorte mod Viborg og nederlaget mod Brøndby.
FCM-SIF bliver spillet lørdag kl. 13 på Ikast Stadion. FCM U/17-cheftræner Svend Graversen udtaler inden kampen til Midtjyllands hjemmeside:
– Vi glæder os til dagens kamp. Det er altid spændende at møde Silkeborg, for når det gælder lokalopgør er begge mandskaber topmotiverede.
U/19:
Både Midtjylland U/19 og Silkeborg U/19 har ét enkelt point, inden de to hold tørner sammen. Midtjylland har dog kun spillet én kamp, mens Silkeborg har spillet to. Midtjyllands ene point kommer fra en 1-1’er i Esbjerg. Silkeborgs ene point kommer fra en uafgjort mod AGF, mens de i sidste kamp fik en ordentlig snitter på 5-1 i Brøndby.
Sidst de to hold mødtes i juni, trak FC Midtjylland det længste strå, da de vandt 3-1. Kick-off til lørdagens kamp er kl. 15.15 på Ikast Stadion.
Cheftræner for FCM U/19, Kenneth Andersen, udtaler inden kampen:
– Vi møder et godt spillende hold, som har nogle fine kvaliteter. De er gode på bolden, hvis de får rum til det, så det skal vi forsøge at lukke ned for. Her skal vi som sagt koncentrere os om vores organisation i forsvaret.