Lyngby U/19-spiller scorede fra egen banehalvdel i 4-2-sejr over Brøndby

Troels Cilius Nielsen scorede det velsagtens vildeste mål i sin karriere, da han sammen med sine Lyngby U/19-holdkammerater tog en sejr med hjem fra Brøndby.

U/19: Brøndby IF 2-4 Lyngby BK
1-0 Armend Aslani (9)
1-1 Oliver Kjærgaard (23)
1-2 Troels Cilius Nielsen (46)
1-3 Gustav Marcussen (84)
1-4 Troels Cilius Nielsen (87)
2-4 Andreas Kaltoft (90)

Lyngbys og Brøndbys kampe i U/19 Ligaen havde inden det indbyrdes møde lørdag eftermiddag tilsammen snittet med 3,25 mål pr. kamp. Derfor tegnede det til et målrigt og underholdende opgør på Brøndby Stadions Bane 2. Og man må i den grad ikke håbe, at de eventuelt måltørstige tilskuere gik skuffede hjem fra opgøret.

De to stærkt besatte mandskaber leverede nemlig varen, hvad målscoringen angik. Hjemmeholdet lagde stærkt ud, og kom hurtigt til muligheder i starten af opgøret. Efter ni minutter straffede Armend Aslani et Lyngby-boldtab, da han alene foran mål udplacerede Oskar Snorre i Lyngby-målet til 1-0 i Brøndby-favør.

Lyngbys Lorent Callaku forsøgte sig kort efter Brøndby-scoringen med en afslutning fra distancen, uden held. Oskar Snorre i De Kongeblås mål havde dog en travl dag på kontoret, og måtte hive en stor redning op af hatten knap midtvejs i første halvleg for at holde gæsterne inde i opgøret.

Bare kort efter Snorres pragtredning kom Lyngby til gengæld til fadet i den anden ende. En frisparksdelikatesse af Oliver Kjærgaard udlignede stillingen til 1-1. Lyngby havde chancerne til mere i resten af halvlegen, men nøjedes med 1-1 ved pausen.

Det andet Lyngby-mål faldt dog blot 45 sekunder inde i anden halvleg. Her opsnappede Troels Cilius Nielsen en returbold i feltet efter lækkerier af Gustav Marcussen i første sekvens. Lyngby-spilleren bragte dermed for første gang i opgøret gæsterne foran.

Herfra faldt Lyngby en smule tilbage, hvilket Brøndby udnyttede til at orkestrere et stort pres ned mod Lyngby-målet. Men hver gang det for alvor brændte på, stod Oskar Snorre klar til at tage fra inde i målet.

Afgørelsen kom derfor først i kampens slutfase. Lyngby bragte sig foran med 3-1 på et noget besynderligt mål. Et skud fra Gustav Marcussen ramte ryggen af Emilio Simonsen inden det passerede Viktor Anker i Brøndbys mål.

Endnu mindre bizart var det bestemt ikke i en situation bagefter. Brøndby investerede massivt i en dødbold fra banens midte, og rykkede stort set hele holdet med frem. Men det gav bagslag i den anden ende. Dødboldssituationen blev nemlig ikke udnyttet ret godt, så da Troels Cilius Nielsen fik bolden serveret for fødderne, tog han den noget usædvanlige beslutning at afslutte fra sin egen banehalvdel. I en høj, rund bue ramte angriberen plet med sit storartede forsøg, hvilket definitivt lukkede kampen.

Det gjorde nemlig knap så meget, at Andreas Kaltoft reducerede til 2-4 i overtiden, for Lyngby endte som sejrsherrer, og står nu noteret for seks point efter tre kampe. Det rækker til en tredjeplads i U/19 Ligaen. For Brøndbys vedkommende er der allerede efter tre kampe gået grus i maskineriet. Kun tre point er det blevet til, hvilket placerer de blå-gule på en syvendeplads.

In this article