Mæhle efter Lyngby-kamp: Gode lærepenge

Joakim Mæhle Foto: AaBSport.dk
Joakim Mæhle
Foto: AaBSport.dk

Det unge stortalent Joakim Mæhle fik i går chancen fra start i AaBs opgør mod Lyngby i Superligaen, men den unge forsvarsspiller fik en lidt uheldig hovedrolle, da han var impliceret i Lyngbys 1-0 mål.

AaB rykkede før denne sæson hele seks spillere fra årgang 1997 op i Superliga-truppen. I går fik en af de unge drenge ved navn Joakim Mæhle chancen fra start mod Lyngby, og den unge forsvarsspiller mener, at kampen i går var gode lærepenge for ham, efter han begik en fejl der fik afgørende betydning for kampens udfald.

– Der bliver slået en lang bold i dybden og min første indskydelse er, at jeg kan nå at få tacklet på bolden. Desværre når deres spiller den først, og jeg kommer til at se en smule dum ud i situationen. Jeg skulle selvfølgelig være blevet på benene og fulgt med ham. Det er gode lærepenge for en ung spiller som mig, fortæller Joakim Mæhle til D’ Bold, og tilføjer:

– Det var helt vildt dejligt at spille 90 minutter. Ved indhop på 5-10 minutter når man ikke og falde ordentligt ind i kampen, og man udvikler sig heller ikke på samme måde. Udover det er jeg selvfølgelig glad for, at trænerteamet vælger at kigge min vej, og det er et kæmpe skulderklap.

Joakim Mæhle fortæller også, hvorfor AaB er en fantastisk klub for de unge spillere, og han roser hele trænerteamet. Samtidig sætter den unge AaB-forsvarsspiller et par ord på, hvad han kan forbedre i sit spil fremover.

– Det betyder rigtig meget. Det er fantastisk at være i en klub som AaB, hvor man ved der satses på de unge spillere. Der ligger selvfølgelig også et pres på os, så når der kommer en skade eller karantæne, så skal vi være hundrede procent klar.

– Vi har nogle dygtige trænere der ved præcis, hvordan de vil arbejde med os. Det gør derfor også, at man føler sig mere tryg på banen.

– Der kan forbedres en hel del, men meget af det kommer også i løbet af jo flere kampe jeg får i benene. Der vil selvfølgelig være skønhedsfejl og ting der skal finpudses, så flere kampe i benene, og så er jeg sikker på, at fejlene nok skal blive minimeret. Lige nu tager jeg det meget stille og roligt. Jeg skal bare blive ved med at udvikle mig som fodboldspiller, og så er jeg sikker på, at fremtiden ser lys ud, det må tiden vise, afslutter Joakim Mæhle overfor D’ Bold.

Det var Joakim Mæhles første start for AaB i Superligaen nogensinde, da han i går fik chancen fra start i nordjydernes startopstilling, og måske den unge forsvarsspiller kan se frem til endnu en startplads på torsdag, når holdet tager imod Viborg. Marcus Holgersson har nemlig karantæne, og det kan måske give endnu en chance til unge Mæhle.

In this article