18-årige Malte Amundsen er igen, igen udtaget til HB Køges førsteholdstrup
Søndag tager HB Køge hjemme imod AB i denne runde af 1. Divisionen. Her er et efterhånden velkendt ungt ansigt med i truppen.
Allerede i sidste sæson fik Malte Amundsen lov at smage på, hvordan det er at spille seniorfodbold i landets næstbedste række. Han fik således lov at deltage i hele 10 kampe. Langt størstedelen af disse var dog små indhop, og det blev kun til en plads i startopstilling fire gange.
Det har ændret sig i denne sæson. Efter salget af venstreback Kristian Pedersen til den tyske 2. Bundeliga-klub 1. FC Union Berlin, er mængden af spilletid til Malte Amundsen blevet gevaldigt udvidet. Den 18-årige venstreback har således spillet alle kampe i indeværende sæson – endda fra start. I morgen byder svanerne fra Østsjælland så AB op til dans, og her er Malte Amundsen endnu en gang udtaget til truppen.
Kommer Amundsen i spil vil det være hans officielle optræden nummer 21 for HB Køge, en imponerende bedrift af den blot 18-årige landsholdsback. Malte Amundsen, der i januar måned forlængede sin kontrakt med klubben, er i denne sæson cheftræner Henrik Lehms store satsning. En satsning der indtil videre set ud til at have kastet et godt resultat af sig.