Randers FC forlænger med Bager og Kallesøe

Den 19-årige kantspiller, Mikkel Kallesøe, og hans 20-årige holdkammerat, forsvarsspilleren Jonas Bager, har begge forlænget deres kontrakter med Randers FC, så de varer indtil sommeren 2020.

– Det har været en fantastisk sæsonstart, og jeg er vildt glad for, at jeg kan fortsætte i Randers FC.

Sådan siger Randers FC’s 20-årige forsvarsspiller, Jonas Bager, til klubbens hjemmeside, efter han og klubkammeraten, Mikkel Kallesøe, torsdag forlængede deres kontrakter i det kronjyske.

Det er da også to unge spillere med succes for øjeblikket. 19-årige Mikkel Kallesøe har scoret i Randers’ to seneste opgør i ALKA Superligaen, og Jonas Bager har syv kampe inde i sæsonen allerede spillet flere minutter end i hele sidste sæson – og det er da også tiltroen fra cheftræner Olafur Kristjansson, der har fået de unge Randers-spillere til at underskrive en ny kontrakt.

– De sidste par måneder har overbevist mig om, at Randers FC er det helt rigtige sted for mig at fortsætte. Jeg har fået masser af spilletid, og det har betydet meget for mig, at Ólafur har vist mig den tiltro, han har gjort. Jeg ser frem til at udvikle mig endnu mere her i klubben, lyder det fra Mikkel Kallesøe på randersfc.dk.

Også Jonas Bager jubler over tilliden til ham i hans blot anden sæson i ALKA Superliga-truppen.

– Det har været en fantastisk sæsonstart, og jeg er vildt glad for, at jeg kan fortsætte i Randers FC. Jeg kan mærke, at klubben tror på mig, og samtidig tror jeg også på klubben. Det er gået stærkt det seneste år, men jeg glæder mig til at rykke mig endnu mere i de kommende år, fortæller Jonas Bager.

Næste gang, de to unge Randers-spillere har mulighed for at betale tilbage for tilliden, er fredag d. 9. september, hvor Randers tager imod Lyngby.

In this article