Anderlecht slog både Arsenal og FC Barcelona i sidste sæsons udgave af UEFA Youth League, så det var noget af en opgave for FC Midtjylland U/19 på Constant Vanden Stock Stadion.
Midtjyderne kom klart bedst fra start med fire afslutninger inden for de første ti minutter. Som halvlegen skred frem kom hjemmeholdet bedre med, og midtvejs i halvlegen begyndte de at overtage styringen med kampen, anført af holdets kaptajn, den 17-årige angriber Jorn Vancamp, der fornyligt debuterede på klubbens førstehold.
Samme Vancamp testede efter en halv time to gange Oliver Ottesen i FCM-målet, inden han også sendte en afslutning på træværket.
På det tidspunkt lignede det blot et spørgsmål om tid, før belgierne ville bringe sig i front, men mod halvlegens slutning lykkedes det alligevel FCM at få trykket belgierne ned i egen forsvarszone. Afslutninger fra Nikolaj Kirk, Mads Vang og Kristian Riis satte punktum for 45 medrivende minutter, hvor hjemmeholdet dominerede.
Ulvene kom – akkurat som i første halvleg – også stærkt ud til anden halvleg, og danskerne fik bedre styr på defensiven. Anderlecht havde svært ved at sætte FCM U/19 under det samme pres, og der skulle gå næsten 20 minutter før belgierne kom til en afslutning i anden halvleg.
I sidste ende lykkedes det ikke nogen af de to hold at finde vej til netmaskerne, og det ligner derfor fortsat en helt åben affære inden returkampen, der spilles onsdag d. 19 oktober.
RSC Anderlecht – FC Midtjylland 0-0
FCM: Oliver Ottesen – Malte Jürgensen, Kristian Riis, Gustav Kjeldsen, Andreas Poulsen – Kaan Kairinen, Ogochukwu Frank Onyeka, Mads Olsen (63’ Victor Torp) – Nikolaj Kirk (79’ Sebastian Buch Jensen), Mads Vang (85’ Aziz Essaisi), Zackarias Faour