Det danske U/17-landshold kæmpede godt, men måtte kapitulere mod et velspillende hollandsk mandskab, der endte med at vinde 2-0.
Danmarks U/17-landshold tog i eftermiddags hul på kvalifikationen til EM, der spilles næste år i Kroatien. En perfekt start på turneringen blev det dog ikke til, da danskerne tabte 2-0.
Danskerne lagde ellers godt ud med en god chance, men derefter begyndte forskellen på de to holds kvaliteter at blive tydelig. Hollænderne pressede på, og efter en halv time begik den danske anfører, Nikolaj Leth, straffespark, og den chance udnyttede hollænderne til at bringe sig foran. Danskerne formåede ikke for alvor at komme tilbage i kampen, omend man skabte enkelte mindre chancer. I stedet scorede hollænderne i starten af anden halvleg til slutstillingen 2-0.
Allerede på fredag får U/17-landsholdet en chance for genoprejsning, når Ungarn venter. Ungarerne vandt i eftermiddags 3-0 i deres første kamp mod puljens fjerde og sidste hold, Liechtenstein.
Danmarks opstilling:
Mads Hermansen
Oliver Olsen – Nikolaj Leth – Sebastian Hausner – Rasmus Møller
Benjamin Hvidt – Nikolas Nartey
Victor Jensen (71. Anders Bærtelsen) – Christian Tue – Magnus Kaastrup (55. Joachim Rothmann)
Peter Clement (60. Noah Iversen)