U/17-landstræneren sætter sin lid til 16-årige Victor Jensen

Danmark U/17 står foran en svær EM-kvalifikation, og selvom de unge danskere havde svært ved at finde vej til netmaskerne mod Montenegro tirsdag, så har landstræner Per Holm en stor tro på dansk succes, når det virkelig gælder i slutningen af september. 

Det danske U/17-landshold testede tirsdag formen forud for den kommende EM-kvalifikation i slutningen af måneden. Det gjorde de med et chancehav, der “kun” sikrede en 2-0-sejr over Montenegro.

Landstræner Per Holm var dog alligevel ganske tilfreds med kampens forløb.

– Jeg er meget tilfreds med kampen, men jeg er også meget tilfreds generelt med den her gruppe, som har et fantastisk udtryk, og hver gang kommer for at blive dygtigere, roser han og fortsætter:

– Vi finder ret hurtigt ud af, og det kom måske ikke som en overraskelse, at vi var bedre på bolden end dem, men derfor skal man alligevel have respekt og være ydmyg, for at man kan gøre tingene færdige og vinde fodboldkampe.

– Se A-landsholdet. De var klart bedre end Armenien, men lige pludseligt kan man risikere kun at stå med et enkelt point. Gruppen her er meget unge, og de skal lære at lukke kampe ned og slå dem ihjel, men vi vil selvfølgelig vinde på den sjove måde, og det synes jeg egentligt også, at vi i store dele af kampen viser.

Ingen bekymring trods ineffektivitet

Sejren kunne dog uden problemer have endt med en langt større margin, end det var tilfældet, men ineffektiviteten foran mål er ikke noget der bekymrer landstræneren.

– Det er nogle gutter, der sædvandligvis mange mål. Victor Jensen fra FCK skulle vel have scoret tre, fire, fem stykker i dag, og det ved han også godt. Sædvandligvis er han ret træfsikker, når han kommer i situationerne. Han er også topscorer i U/17 Ligaen, så han skal nok sparke nogle kasser ind. Han har lovet mig at gemme nogle til Ungarn, så vi må håbe, han holder det, griner Per Holm.

I slutningen af september venter en afgørende EM-kvalifikation, og da Danmark har fået en svær lodtrækning, er der nogle helt klare ting, der skal på plads, hvis de danske drenge skal gøre sig forhåbninger om avancement til Elite Round.

– Vi har lidt fokus på, at vi skal fastholde vores udtryk, som er vores kendetegn ved den her gruppe, vi skal være fleksible og kreative, når vi har bolden. Og det vi vil være rigtig gode til, er at lære at sætte en ære i at forsvare. Både når vi indimellem bliver presset, for det bliver vi mod Holland, men også så vi i kampe, hvor vi har bolden meget, kan få sat nogle offensive omstillinger på. Det er vi faktisk nået et stykke med, men hvis det skal være et kendetegn, skal vi lige arbejde lidt mere med det.

Optimisme før svær EM-kvalifikation

Per Holm tror dog ikke desto mindre på U/17-drengene har, hvad der skal til.

– Jeg har hele tiden sagt, at det er en hardcore lodtrækning, vi har fået. Vi har fået to så dygtige hold som Holland og Ungarn, men omvendt synes jeg også, vi selv er dygtige, og jeg håber og tror på de her drenge kan klare cuttet – for hvis vi kan klare det første cut, tror jeg vi kan komme rigtig langt.

Danmark er udover Holland og Ungarn kommet i gruppe med Liechtenstein. Den afgørende EM-kvalifikation, der afvikles i Ungarn, spilles i dagene 28 september til den 3. oktober.

Top