Danmarks U/19-landshold tabte tidligere på dagen med 2-1 til Norges ditto, da de to nationer krydsede klinger på Nyborg Idrætspark. Danskerne havde bolden, men fik for lidt ud af anstrengelserne, proklamerede Henrik Clausen, da D’ BOLD fangede ham kort efter slutfløjtet.
Lige ved og næsten.
Danmark havde chancerne og spilovertaget, men måtte alligevel se Norge løbe med sejren. Kristoffer V Ajers to scoringer – den første på et fantastisk langskud, og den næste på straffespark – var udslagsgivende og gav vores naboer mod nord noget at juble over.
Der var dog ikke meget ved det norske mandskab, der overraskede den danske landstræner:
–Det var vel sådan lidt, som vi havde forventet. Norges spillere er nok lidt fysisk stærkere end vores. De (Norge red.) spiller lidt mere direkte spil, siger Henrik Clausen til D’ BOLD.
Danmark burde have bragt sig foran i første halvleg. De danske talenter havde chancerne til mere end det ene mål, men skarpheden manglede:
-Vi kommer måske ikke sådan helt super i gang i første halvleg – de første fem-otte minutter – men derfra synes jeg faktisk, at vi har relativt let ved at komme op på deres halvdel. Man kan sige, at i første halvleg, får vi faktisk også skabt de chancer, vi kan regne med, og der bør vi nok score en enkelt gang – mindst.
-I anden halvleg er kampbilledet vel det samme. Som jeg ser det, så har vi det meste af spillet, men finder ikke rigtigt de rigtige løsninger. Det bliver for meget miniputfodbold omkring feltet. Selvfølgelig er der noget lige ved og næsten, men vi får for lidt ud af vores spilovertag.
Selvfølgelig er man skuffet, når man lige har forladt banen efter et nederlag. Det er Henrik Clausen også, men påpeger samtidig de mange positive ting, han så i det danske spil:
-Jeg synes, at der var rigtig mange gode ting, specielt i første halvleg. Der er nogle ting, vi helt sikkert kan sætte kryds ved. Vi laver selvfølgelig også nogle fejl, som vi må hjem og se på, og som vi kan sige, at dem må vi undgå, hvis vi vil noget internationalt, fortæller den tidligere OB-træner, som inden kampen havde forlangt hårdt arbejde og god kommunikation fra sine spillere.
Det hårde arbejde kan der ikke sættes en finger på, og set fra tribunen var kommunikationen bestemt heller ingen mangelvare. En af de danskere, som kampen igennem guidede og vejledte sine holdkammerater med råb og fagter, var den danske målmand, Jacob Prytz Larsen. Henrik Clausen fremhævede da også Brøndby-målmanden som en af de bedste danske spillere:
-Jeg synes faktisk, at vores målmand gør det godt i forhold til, hvad vi havde arbejdet med, nemlig de hurtige igangsætninger, lyder det fra U/19-chefen, inden han fastslår, at Jakob Prytz Larsen er prisgivet på begge norske scoringer.
Så hvad kunne danskeren have gjort anderledes? Henrik Clausen er kold og kontant:
-Vi skulle have ramt målet, når vi havde chancen.