Med sidste weekends sejr over Skive indtager HB Køge i øjeblikket 2. pladsen i 1. Division. Holdets 18-årige forsvarsspiller, Mads Juel Andersen, der er udlejet fra Brøndby, nyder sin egen og holdets succes.
Den unge lejesvend har spillet fuld tid i HB Køges seneste fire kampe, hvor Svanerne blot har lukket et enkelt mål ind. Mads Juel Andersens lejekontrakt i HB Køge udløber til nytår, men forsvarsspilleren er meget tilfreds med måden, opholdet hidtil har udviklet sig.
– Jeg har indtil nu haft en fantastisk tid i HB Køge. Jeg har spillet meget mere, end jeg havde håbet på. Jeg var klar, da Daniel Arrocha blev skadet, og efterfølgende synes jeg, at jeg har leveret varen. Jeg ved endnu ikke, hvordan min fremtid ser ud efter nytår. Jeg er fokuseret på den næste kamp, og så må meldingen om min fremtid vente lidt endnu, fortæller Mads Juel til hbkoge.dk.
Sidste weekend slog HB Køge så Skive med 3-0, og selvom sejren var fuldt fortjent, ærgrer Mads Juel sig alligevel over kampens indledning.
– Jeg er lidt træt af, at vi starter kampen dårligt. Det gør vi for tit. I de første 25 minutter har Skive initiativet. Vores målmand har et par gode redninger, og redder os fra at komme bagud. Det er vigtigt, at vi op til AB-kampen (i morgen, søndag, red.) får helbredt den børnesygdom. Hvis vi havde mødt et lidt skarpere hold end Skive, var vores dårlige start blevet straffet. I resten af kampen har vi helt styr på Skive. Vi begynder at spille mere direkte og med færre berøringer, og det kunne de helt tydeligt ikke lide. Vi kommer nemmere igennem deres forsvar, og Skive skaber vel ikke en chance i den resterende del af kampen, vurderer Mads Juel Andersen.
I morgen, søndag, gæster Svanerne fra HB Køge Gladsaxe Stadion, hvor AB er modstanderne. Her står Mads Juel blandt andet over for AB-træner Per Frandsen, som han kender fra Brøndby-tiden.