19-årige Christoffer Petersen: Super fedt på seniorholdet

Christoffer Petersen er kun 19 år gammel, er fast inventar på Næstveds U/19 Division-hold samtidig med, at han er bænket som andenmålmand på klubbens 1. Division-hold.

Han er førstemålmand på Næstveds U/19 Division-hold, og samtidig er han bænket som andetvalg på keeperposten på klubbens Bet25-ligahold. Han kom til Næstved for et par år siden fra Haslev, og har altså allerede spillet sig ganske langt op i hierarkiet.

– Det er jo selvfølgelig super fedt at lege med deroppe allerede. Nu er jeg allerede seniorspiller, men er 3. års U/19-spiller. Så faktisk burde jeg spille seniorfodbold, men har fået en sæson til i U/19-holdet. Der ligger vi nummer et, så det er super fedt, og så træner jeg med og sidder på bænken for seniorholdet. Jeg er mere og mere blevet en del af den trup, som jeg forhåbentlig fra sommer af også stadig kan være i, når jeg ikke kan spille U/19 mere, fortæller Christoffer Petersen til D’ BOLD.

Og selvom han hver runde i U/19 Divisionen vogter målet på banen, er det stadig muligheden for at gøre det samme i 1. Division, som den 19-årige målmand jagter.

– Ja. Man kan sige, man kan ikke rigtig vise sig frem, hvis ikke man står i de afgørende situationer i kampe. For du kan vise dit værd til træning, men det er ikke der du gør din karriere stor, fastslår keeperen.

Næstved har haft en lidt rodet start på sæsonen, hvor de lagde godt fra start, men hvor de i de seneste fem kampe, har haft lidt svært ved at finde samme form igen, hvilket har resulteret i, at de lige nu ligger næstsidst i tabellen.

– Det er en meget lige liga. Så det er få kampe, der kan afgøre hvor vidt du ligger i bunden eller i toppen. Det gik super godt i starten af sæsonen, og der var det ligesom den sidste gode aflevering, skarphed på skuddet og det sidste held, som var med os. Men i de sidste fem kampe har netop det manglet lidt, forklarer Petersen.

I U/19 Divisionen er det dog lidt en anden sag. Næstved fører ligaen på grund af en bedre målscore, mens de dog er á point med fire andre hold. 13 point er der skrabet sammen efter de første syv kampe. Fire sejre, en uafgjort og et nederlag er det blevet til. Og så har de en målscore på 17-9, og er på en delt andenplads om at have lukket færrest mål ind, hvilket Christoffer Petersen nok er ganske tilfreds med i sin position.

– Vi er kommet meget godt fra start. I forhold til sidste sæson har vi langt færre skader, og det kan måske have noget at gør med, at vi har fået en ny fysisk træner. Men forskellen i forhold til sidste sæson, er at vi har færre skader og kernetruppen derfor har spillet sig godt sammen. I sidste sæson, skulle der ikke så mange chancer til for modstanderen før de scorede, men nu bruger de mange flere og større chancer, for at lave mål mod os, afslutter Petersen til dbold.dk.

Lørdag den 15. oktober klokken 13:00 spiller Næstved deres næste kamp i U/19 Divisionen, hvor modstanderen i denne runde er Næsby. Der kan man formentlig få lov til at se Christoffer Petersen i aktion, mens han måske allerede dagen efter skal med 1. Divisions-holdet til Hobro, hvor de skal spille deres næste opgør.

In this article