Jesper Lindstrøm blev dobbelt målscorer, da Brøndby kom tilbage på sporet og vandt i Randers.
U/17: Randers Freja 2-4 Brøndby
0-1: Jesper Lindstrøm (12′)
1-1: Majaliwa Msabaha (24′)
1-2: Magnus Warming (25′)
1-3: Jesper Lindstrøm (39′)
1-4: Victor Lund Portz (selvmål) (72′)
2-4: Tobias Klysner (78′)
Før lørdagens opgør havde Randers Freja desperat brug for point. Kronjyderne havde kun skrabet fire point sammen efter seks kampe, mens gæsterne fra Brøndby havde samlet flest point af alle i rækken – nemlig 15 point.
De sjællandske gæster satte sig på spillet lige fra start, og så meget opsatte ud på at komme tilbage på sejrssporet efter sidste rundes nederlag. Og ganske tidligt i kampen så det lyst ud for brøndbyerne.
Efter godt og vel 12 minutters spil kunne gæsternes Jepser Lindstrøm, der for kun anden gang i denne sæson startede på banen, sende de blågule i front.
Værterne fik spillet sig mere ind i kampen efter scoringen og det udmøntede sig også i en udligning, da Majaliwa Msabaha fik sendt bolden i kassen til 1-1 efter et flot opspil. Hjemmeholdet nåede dog knap nok at glæde sig over udligningen, før de måtte pille bolden ud af eget net igen. Her var det Magnus Warming, der bragte Brøndby tilbage i front. Derfra sad gæsterne på alt spillet igen, og de fik også scoret en pind mere kort inden pausen, da Jesper Lindstrøm blev krediteret for sit andet mål.
Begge hold kom fint ud til anden halvleg, hvor Brøndby dog fortsatte med at lægge tryk på Randers, men hjemmeholdet stod godt i mod det hårde pres, og havde endda også flere gode muligheder, men manglede den sidste kynisme i feltet.
Vi skulle helt frem til det 72. minut før nettet igen blafrede. Randers-spilleren Victor Lund Portz var uheldig, og fik fejlclearet et indlæg ind i eget mål. Da der var to minutter tilbage af opgøret, fik Randers reduceret, da Tobias Klysner tog et løb i dybden, fik stukket bolden og sikkert satte bolden ind bag Brøndby-keeperen.
Efter nederlaget ligger Randers stadig sidst i rækken på 14.-pladsen, mens Brøndby bibeholder førstepladsen.