FC Nordsjælland i samarbejde med Manchester City til akademiturnering

FC Nordsjælland og Right to Dream har sendt otte spillere af sted til Kroatien. Manchester City har ligeledes sendt otte.

I denne uge deltager FC Nordsjælland i en U/16-turnering i Kroatien. FC Nordsjælland har sammen med deres Right to Dream-akademi sendt otte spillere af sted. Deres samarbejdspartner, storklubben Manchester City, har også otte spillere repræsenteret til turneringen.

FC Nordsjælland er kommet i pulje med østrigske RedBull Salzburg samt storklubben fra Italien, AS Roma. I den anden pulje er hjemmeholdet Dinamo Zagreb, engelske Tottenham samt AC Milan. Det er altså udelukkende storklubber, FC Nordsjælland skal dyste mod.

Man kan undre sig over, hvordan FC Nordsjælland er kommet med til sådan en prestigefyldt ungdomsturnering. Det er nemlig på grund af Nordsjællands samarbejde med Manchester City, som jo også har otte spillere med til turneringen.

Akademiets sportschef, Jan Laursen, fortæller om turen til FC Nordsjællands officielle hjemmeside:

– Det passer perfekt ind i vores strategi om at give vores spillere spændende og anderledes oplevelser i en tidlig alder. Det vil på sigt styrke dem som spillere, at de bliver matchet mod nogle af de bedste ungdomsspillere fra store internationale topklubber. Drengene vil ligeledes kunne udvikle sig som mennesker ved at stifte bekendtskab med forskellige kulturer både på og udenfor banen. Og det giver også nogle spændende fælles oplevelser mellem FCN og Right to Dream.

FC Nordsjælland afvikler deres puljekampe torsdag og fredag. Så har de lige lørdag til at hvile sig, mens der så er placeringskampe søndag.

In this article