Lyngby gav godt fra sig i U/19 Liga-opgøret mod FC Midtjylland, men kunne i sidste ende ikke stå for presset.
U/19: FC Midtjylland 3-0 Lyngby BK
1-0 Mads Vang (68)
2-0 Ogochukwu Frank Onyeka (75)
3-0 Mads Vang (90)
FC Midtjylland ligner i den grad et hold, der har tænkt sig at køre videre på de sidste sæsoners U/19 Liga-meritter. Lørdag tog midtjyderne sæsonens tredje sejr, da Lyngby kom på besøg.
De Kongeblå kom til Ikast i håbet om at kunne opretholde et stærkt forsvar, og derefter kunne lukrere på nogle omstillinger. Det var en plan, der gav ulvene problemer i især første halvleg.
Her formåede Lyngby-spillerne nemlig at forsvare sig ganske forbilledligt. FCM kom godt nok til chancer, men da de blev misbrugt var stillingen 0-0 ved pausetid.
For FCM-spillerne var Lyngby-kampen en generalprøve inden de onsdag skal møde belgiske Anderlecht i UEFA Youth League. Det første opgør i Belgien endte 0-0, så derfor skal de midtjyske ulve frem over stepperne for at komme videre, dog med tanke på ikke at lukke mål ind i den anden ende.
Nogenlunde samme scenario kunne FC Midtjylland-spillerne ‘træne’ i anden halvleg mod Lyngby. Det gjaldt nemlig om at komme frem til en 1-0-scoring, men hvis først Lyngby derimod kom foran, så kunne det pludselig se svært ud at få de tre point.
Efter et vedholdende pres kom den midtjyske forløsning midtvejs inde i halvlegen. Andreas Poulsens lange indkast blev først forlænget, og sidenhen sendt i nettet af Mads Vang. 1-0.
2-0-målet kom nogle minutter senere. En lidt pudsig situation opstod, da FCM’erne i første instans appellerede kraftigt for et straffespark, som dommeren ikke valgte at tildele. Lyngby fik clearet bolden, og prøvede derefter at komme fremad, men i stedet blev bolden brudt tilbage. Frank Onyeka tog sagen i egen hånd, og han klaskede på flotteste vis bolden op i målhjørnet fra en position lidt udenfor feltet.
Det fik Lyngby til at knække en smule sammen, og i overtiden nåede Mads Vang at blive dobbelt målscorer med sin scoring til 3-0. Dermed gik de tre point planmæssigt til hjemmeholdet, der fik en god generalprøve inden onsdagens internationale opgør mod Anderlecht. FCM ligger nu nummer to i U/19 Ligaen ét point efter Randers Freja, der dog har spillet to kampe mere end ulvene. Lyngby indtager efter fem kampe en niendeplads i rækken.