Flere unge spillere bag FCM sejr

Da FC Midtjylland i mandags skulle jage de tre point i Esbjerg, havde de hele fire spillere i truppen fra årgang 1997.

Rafael van der Vaart, Gustav Wikheim og Bruninho er alle på skadeslisten hos de midtjyske ulve, hvilket gjorde plads til flere unge kræfter i FCM´s trup. Mikkel Duelund, Rasmus Nissen, Kristian Riis og Mads Thychosen var alle med i Jess Thorups trup, hvor de to førstnævnte også var blandt de udvalgte 11.

Specielt Mikkel Duelund har høstet stor ros fra kampen, hvor han blandt andet bidrog til et mål. En flot bold langs kanten til Rilwan Hassan fra den unge teknikker, som derefter lagde kuglen ind til Jonas Borring, var ingrediensen bag FC Midtjyllands første mål. Mikkel Duelund var også selv at finde i målmagerens rolle da han skrabede bolden forbi målmanden til slutresultat 3-1. Duelund var blevet rykket fra kanten og ind på midten, hvilket han var meget tilfreds med.

– Det var fedt (red. at spille midtbane). Jeg har fået rigtig mange værktøjer ude fra kanten, men det er ikke nogen hemmelighed at jeg befinder mig rigtig fint inde i midten. Jeg har nogle kompetencer der gør, at det fremadrettet er der jeg vil spille, dermed ikke sagt, at jeg ikke kan spille på kanten, fortæller Mikkel Duelund til FCM´s hjemmeside.

Cheftræner Jess Thorup var også meget tilfreds Mikkel Duelunds indsats.

–  Mikkel Duelund og Jonas Borring er begge to afgørende, de scorer mål, de laver assist. Så det er godt at se, at i en periode med skader kommer nogle ind fra bænken og gør en forskel, fortæller Jess Thorup til FCM´s hjemmeside.

Kristian Riis og Mads Thychosen var begge på banen hos FCM U/19 i onsdagens vitale sejr over RSL Anderlecht, men Jess Thorup havde også valgt at hive begge med til mandagens kamp. Mads Thychosen så hele kampen fra bænken, imens at Kristian Riis blev skiftet ind til de sidste 23 minutter, og var med til at sikre sejren.

Esbjerg gjorde også brug af af ungt kræft i deres startopstilling, da årgang 97’eren, Mathias Kristensen, spillede hele kampen for esbjergenserne.

Kampen blev dermed afsluttet med fire spillere fra årgang 1997 på banen.

Esbjergs næste kamp er på udebane mod AGF den 31. oktober. FC Midtjylland møder FC København på hjemmebane i deres næste kamp den 30. oktober.

In this article