Hillerød vil have deres talenter tilbage

Hillerød Fodbold ønsker at de talenter, som ikke er faldet til i deres nye store klub, vender tilbage til Hillerød Fodbold.

Hillerød Fodbold er en relativ lille klub i Danmark. På grund af klubbens størrelse kan Hillerød heller ikke holde på deres største talener. De tager til større klubber for at indfri deres talent. Det er dog langtfra altid, at talentet får succes i sin nye klub. Hillerød Fodbolds sportschef, Brian Munksgaard Larsen, arbejder ihærdigt på at få de talenter, som ikke har fået succes i deres nye klub, tilbage til Hillerød.

– Hvis de (talenterne red.) efter et halvt eller helt år i den større klub ikke er faldet til eller er slået igennem, vil vi jo gerne have dem tilbage – og derfor er vi nu begyndt at arbejde sammen med den anden klub og spilleren omkring det. Vi taler med forældrene, spilleren selv og klubben, fortæller Brian Munksgaard Larsen til hilleroedfodbold.dk.

Tidligere har det været sådan, at talenterne af den ene eller den anden grund ikke vender tilbage til Hillerød, efter de har prøvet deres talent af på et højere niveau. Brian Munksgaard Larsen understreger dog, at Hillerød Fodbold er en klub i fremgang, så fra nu af skal talenterne nok vende tilbage.

– Klubbens bestyrelse arbejder med en plan, der går ud på at Hillerød Fodbold skal være divisionsklub i 2020, og det signalerer selvfølgelig et vist ambitions-niveau. Samtidig med at det meget gerne må være med så mange lokale og spillere af egen avl som muligt. Der er det afgørende set fra min stol, at vi forsøger at lave så gode træningsbetingelser, at de spillere, der har søgt væk kommer tilbage til træning med kvalitet, siger Brian Munksgaard Larsen.

Hillerød Fodbolds trænere har været igennem en masse uddannelse, så alle trænere fra U/11 til U/19 har nu mindst B-licens. Om halvandet år er målet, at Hillerød skal kunne tage T-licens, som er DBUs udbygget talentcenter.

In this article