Randers hentede søndag eftermiddag ét point med hjem fra Brøndby, efter de ved pausen havde været bagud med 2-0. Mikkel Kallesøe var en af de store helte.
Mikkel Kallesøe har i denne sæson fået rigtig meget spilletid i den danske Alka Superliga for Randers FC. Og det må man sige han lever op til i flere af sine præstationer. Målene falder nu og da, og han skulle vise sig at have en stor rolle i et rigtig flot comeback i kampen mod Brøndby.
Randers var nemlig kommet skidt fra start, hvor Brøndbys Kamil Wilczek bragte spillerne fra Vestegnen foran med 1-0 efter blot to minutter. 35 minutter senere så det så endnu mere sort ud for Randers da Hany Mukhtar bankede bolden i mål til 2-0, som var pausestillingen.
Hvad Olafur Kristjansson muligvis har råbt inde i Randersomklædningen i pausen ved vi intet om, men det virkede. For kun otte minutter inde i anden halvleg får Randers reduceret på et mål af unge Mikkel Kallesøe.
– Jeg ser Johnny (Johnny Thomsen, red.) slår et indlæg, og så rammer den lige jorden, og så ser jeg mit snit til at komme foran Johan Larsson. Det var dejligt at se den gik ind, fortæller Kallesøe til Randers’ hjemmeside efter kampen.
Det var dog ikke det sidste, der blev set til Kallesøe. Han lå nemlig bag den assisterende aflevering til udligningsmålet, der kom kun ni minutter senere, scoret af Mikael Ishak.
2-2 blev kampens resultat. Og selvom mange nok havde været ganske tilfreds med sådan et resultat mod Brøndby efter at have være bagud med 2-0 ved pausen, synes Kallesøe godt, at Randers kunne have fået mere ud af kampen.
– Det var dejligt både med mål og assist, selvom jeg synes jeg skyldte en efter første halvleg også. Vi kunne godt have scoret et par mål mere, fortæller den unge, høje angriber og fortsætter om at vende 2-0 til 2-2:
– Det er selvfølgelig rigtig dejligt, især når vi spillede sådan en skidt første halvleg. Men vi kommer tilbage, og jeg synes også vi godt kunne have fået tre point.
Nu venter en landsholdspause, hvilket betyder Kallesøe og Randers først kommer i spil i Superligaen igen om to uger, hvor de hjemme tager imod OB.