Månedens Superligatalent – sæson 16/17, september: Victor Nelsson, FCN

Embed from Getty Images

D’ BOLD kårer efter hver måned en teenager, der i den pågældende periode har gjort det særligt godt i Superligaen.

De fleste unge spillere er skrøbelige og kræver en langsom indslusning, før de for alvor er i fysisk og mental stand til at kunne varetage rollen som stamspiller i Superligaen. Men der er undtagelser.

17-årige Victor Nelsson fra FC Nordsjælland havde for blot en måned siden endnu ikke prøvet at spille på Superligagræs. Men fra og med den 12. september tog karrieren fart. Nelsson blev skiftet ind til sin debut kort før tid i 3:1-nederlaget mod AGF, og seks dage senere fik den centrale midtbanespiller endda lov til at starte inde hjemme på Farum Park mod SønderjyskE. Selvom FCN også tabte dén kamp, kunne Nelsson prale af titlen som kampens spiller – i sin første Superligakamp fra start.

De tre efterfølgende kampe mod Horsens, Esbjerg og Silkeborg har alle været med Nelsson på banen fra start til slut, og FCN har høstet point i dem alle tre.

Midtbanespilleren er blevet straffet med gult kort i begge sine to seneste kampe og har i sine fem hidtidige Superliga-kampe vundet 55% af sine dueller.

Victor Nelsson er i øjeblikket med U/19-landsholdet i Schweiz, hvor danskerne netop har vundet to kampe mod værterne med henholdsvis 3:1 og 4:0.

Teenageren startede med at spille fodbold som fireårig i den lokale klub, Holbæk IF. Seks år senere blev han hentet til FC Nordsjælland, hvor han var indtil denne sæson var at finde i ungdomsafdelingen.

 

In this article