
Silkeborg leverede en præstation, der burde have rækket til point i Odense. Ikke desto mindre rendte de kyniske fynboer med sejren.
U/19: OB 2-1 Silkeborg IF
0-1 Mads Emil Madsen (27)
1-1 Julius Eskesen (37)
2-1 Oliver Lønfeldt (76)
Lørdag eftermiddag i Odense havde man mulighed for at snakke med to utilfredse trænere efter kampen mellem OB og Silkeborg i U/19 Ligaen. Udeholdets træner kunne være utilfreds med et stor chancespild og et nederlag, mens fynboernes cheftræner, Kim Engstrøm, trods de tre point var stærkt utilfreds med sit holds præstation i især første halvleg.
OB’erne virkede heller ikke ligefrem oplagte som kampvinder i første halvleg. En lemfældig indsats var kendetegnende for de blå-hvid-stribede. Derfor kunne Mads Emil Madsen relativt fortjent bringe Silkeborg foran med 1-0 efter 27 minutter, da han lynhurtigt udnyttede en manglende clearing i OB-forsvaret efter en ripost fra målmanden.
Herefter kunne silkeborggenserne havde forøget føringen ad flere gange, men ineffektiviteten blev prompte straffet af OB, der på et finurligt hovedstødsmål af Julius Eskesen bragte sig tilbage i opgøret.
Efter pausen kom der et mere tændt OB-hold på banen. Det gav en mere afvekslende kamp, og begge mandskaber havde mulighederne for at score næste mål. Det afgørende mål kom dog først et kvarter før tid, hvor Silkeborg led et farligt boldtab i et relativt etableret angreb. Målscorer Julius Eskesen så sig ikke bleg for at tage initiativet i egen hånd. Han modtog bolden i midtercirklen, viftede en SIF-spiller af sig med et hurtigt, fikst træk, blev retvendt, og lige inden afslutningen virkede som den oplagte mulighed, spillede han Oliver Lønfeldt fri. Lønfeldt sparkede stensikkert scoringen i hus.
2-1 blev kampens resultat, og fynboerne fortsatte dermed deres fornemme resultatmæssige start på sæsonen. Fire ud af fem kampe er nu vundet, og det rækker til en andenplads. Silkeborg derimod indtager nu en placering som nummer ni.