Randers Freja U/19 tog tredje sejr i træk – AGF U/19 i krise

Top og bund mødtes på anlægget på Fredensvang. Og selvfølgelig vandt topholdet.

U/19: AGF 1-2 Randers Freja
0-1 Simon Jensen (55)
0-2 Mathias Ibsen (74)
1-2 Mathias ‘Marvin’ Laursen (90)

Sidste sæsons bundprop i U/19 Ligaen, Randers Freja, har fået helt andre boller på suppen i den nye sæson. Nu konkurrerer holdet pludselig i toppen og tabellen, og lørdag tog randrusianerne deres tredje sejr i træk.

Det skete da AGF tog imod. Århusianerne er endnu uden sejr, og et velspillende mandskab fra Randers havde ikke i sinde at forære noget væk. Derimod blev der arbejdet ihærdigt og koncentreret fra kronjydernes side.

Første halvleg var en lidt blandet omgang, hvor begge hold kom frem til nogle muligheder. Scoret blev der dog ikke, og i anden halvleg tog topholdet over. Simon Jensen satte føringsmålet ind for Randers efter 55 minutter.

Cirka 20 minutter gik der før næste scoring indtraf. Denne gang var det den stærke angriber, Marcus Mølvadgaard, der skabte plads til Mathias Ibsen, og sendte ham i dybden. Ibsen passerede i sidste ende AGF-keeperen, og så lignede det på det kraftigste sæsonens femte nederlag for AGF.

Pyntet på resultatet fik Mathias ‘Marvin’ Laursen dog i overtiden. Dermed kan AGF trods alt tage en smule momentum med til weekendens kamp mod FC København. GF’erne er inde i lidt af en krise. Kun ét point er skrabet sammen, og holdet ligger derfor på sidstepladsen. Randers Freja derimod topper fortsat tabellen.

In this article