Skarpe tigre spiste Brøndby U/19

FC Nordsjælland viste skarphed og godt spil, da det blev til en 4-1-sejr på udebane over Brøndby i U/19 Ligaen.

U/19: Brøndby 1-4 FC Nordsjælland
0-1 Martin Frese (16)
0-2 Jakob Johansson (41)
0-3 Andreas Olsen (48)
1-3 Armend Aslani (58)
1-4 Martin Frese (88)

Brøndby og FC Nordsjælland havde hver især vundet to- og tabt to kampe i U/19 Ligaen inden de lørdag eftermiddag krydsede klinger.

Trods hjemmebanefordelen til Auri Skarbalius’ Brøndby-mandskab, så var det de unge tigre fra Farum, som trak sig sejrrigt ud af opgøret.

Allerede efter et kvarters spil blev det 1-0 til nordsjællænderne. Brøndby kludrede i deres opspil, hvilket FCN udnyttede til at snuppe bolden langt inde på modstanderens banehalvdel. Efter nogle fikse et-to-kombinationer kunne brandvarme Martin Frese til sidst skovle bolden det sidste stykke over målstregen.

FC Nordsjælland var generelt bare lidt bedre spillende end hjemmeholdet, og fem minutter før pausen øgede de deres føring, da endnu et velspillet angreb splittede Brøndby-forsvaret ad. Denne gang kunne Jakob Johansson let bringe sig på måltavlen.

Lukket blev kampen blot få minutter efter pausen, da Andreas Olsen kom først på en høj, lang stikning ned mod det ene frimærke. Olsen havde ingen problemer ved at skaffe FCN den komfortable 3-0-føring.

Selvom det let kunne fremstå sådan, så var Brøndby trods alt ikke helt magtesløse. De blågule skabte også deres muligheder i opgøret. Først gang gik de fik prikket hul på målbylden, var dog først i det 58. minut. Armend Aslani nettede til 1-3.

Brøndby kunne med en scoring mere måske bringe lidt spænding tilbage i kampen. Sådan gik det dog ikke, og i stedet lukkede og slukkede gæsterne kort før de 90 minutters udrinden, da Martin Frese blev dobbelt målscorer efter en tæt på perfekt udført omstilling.

4-1 blev kampens resultat, hvorfor FC Nordsjælland nu ligger sig op i den sjove ende af tabellen på en tredjeplads, mens Brøndby efter sæsonens tredje nederlag indtager en tiendeplads i tabellen.

In this article