Mads Thychosen var ganske tilfreds med FCM U/19’s indsats i kampen mod Anderlecht i UEFA Youth League.
Onsdag aften spillede FC Midtjyllands U/19-hold sig videre i UEFA Youth League efter en 3-1 sejr i returopgøret mod RSC Anderlecht hjemme på MCH Arena i Herning. Det første opgør mellem de to hold endte 0-0, så med denne sejr er FCM videre til næste runde.
Og det synes midtjydernes offensive spiller, Mads Døhr Thychosen, rigtig godt om. Han stod selv for et af ”ulvenes” tre mål, hvor han blev spillet fri af Mads Vang inde foran Anderlecht-keeperen, der ikke rigtig havde en chance for at redder angriberens skud.
– Det var et fantastisk hold-mål. Det var egentlig meget nemt for mig. Vang (Mads Vang, red.) ser mig på tværs, hvilket han ikke altid gjorde i første halvleg, og så var det bare at ligge den ind, fortæller Thychosen til D’ BOLD med et kækt smil.
Og Mads Thychosen var generelt meget tilfreds med det, som FCM leverede på banen mod det hold, som de sidste to sæson har været i semifinalen i Youth League.
– Det var en meget professionel indsats. Vi gør det, der skal til. Vi spiller den nemme medspiller, og derefter løser det lidt sig selv, forklarer angriberen.
Og nu er de altså videre til næste runde, hvor de skal møde spanske Malaga. Og det er ikke første gang, at de render in i et spansk hold i turneringen.
– Det er jo et spansk hold, så det er 100% et hold, der gerne vil spille fodbold. Det prøvede vi i sidste sæson mod Atlético Madrid og FC Barcelona, der måske er en smule bedre end Malaga, men vi glæder os utrolig meget til at komme ned og spille noget god fodbold igen, og se hvor langt det kan bringe os, afslutter angriberen til dbold.dk efter kampen.