Vejle U/19 med femte nederlag i træk – Esbjerg U/19 tilbage på sporet

Det kører bare ikke for Vejle U/19. Et 0-4-nederlag mod Esbjerg var udfaldet af de holds møde lørdag eftermiddag.

U/19: Vejle BK 0-4 Esbjerg fB
0-1 Simon Bækgaard (11)
0-2 Anders Dreyer, straffe (33)
0-3 Mark Brink Christensen (56)
0-4 Mark Brink Christensen (66)

Det vil muligvis være svært at finde mange overpositive mennesker omkring Vejle Boldklubs U/19 Liga-hold i denne tid. Lørdag tabte vejlenserne for femte gang i træk, og de har nu en målscore for de sidste fem kampe, der ganske fint beskriver de fem kampes forløb, 2-15.

Lørdag eftermiddag i Nørreskoven var Esbjerg på besøg, og selvom gæsterne også har kæmpet med at finde kontinuiteten igennem sæsonstarten, viste de sig for stærke for Vejle-holdet.

Føringen tog Esbjerg sig af allerede efter 10 minutters spil. Simon Bækgaard modtog bolden på kanten af Vejles felt, tog et træk ind i banen, og klaskede efterfølgende bolden ind bag Vejle-målmand Rasmus Glintborg, der i øvrigt blot spillede sin anden kamp i denne sæson.

Vejle kom herefter lidt bedre med i kampen, men igen var det vestjyderne, der avancerede på måltavlen efter 33 minutter. De bragte sig nemlig yderligere foran på et straffespark eksekveret af Anders Dreyer. Straffesparket kom på baggrund af en forseelse af kinesiske Xin Wang mod selvsamme Dreyer.

I pausen foretog Esbjerg-træner René Christiansen en væsentlig indskiftning. Han satte det velkendte navn, Mark Brink, på banen, og det skulle vise sig at være en særdeles god idé. Brink strålede nemlig i den grad, og noterede sig for både Esbjergs scoring til 3-0 og 4-0.

En indersideafslutning og et utaknemmeligt drøn op i det lange hjørne sikrede Esbjerg den komfortable sejr i Vejle. Vestjydernes 4-0-sejr bringer dem op på tredjepladsen i tabellen. Vejle indtager 11. pladsen med fem point ned til AGF på jumbopladsen.

In this article