Victor Nelsson fra FC Nordsjælland forlænger til 2020

Victor Nelsson fylder i dag 18 år. FC Nordsjælland har valgt at give det unge talent en fødselsdagsgave i form af en kontraktforlængelse. Kontraktforlængelsen gælder til år 2020.

For bare en måned siden fik den dengang 17-årige Victor Nelsson debut i Alka Superligaen for FC Nordsjælland. Han blev skiftet ind i slutminutterne mod AGF. Siden debuten er det blevet til fire ud af fire kampe fra start.

I dag fylder Victor Nelsson så 18 år. I forbindelse med kontraktforlængelsen er Victor Nelsson nu også officielt en del af FC Nordsjællands førsteholdstrup. Sportschef Carsten V. Jensen fortæller til FC Nordsjællands officielle hjemmeside:

– Victor har taget store skridt den seneste tid, og det har været flot at se, hvordan han har etableret sig som ”seniorspiller” i både træning og kamp . Men udviklingen stopper langtfra her, og der er masser, der kan og skal forbedres de kommende år. Det arbejde kræver fokus og engagement i dagligdagen og der er vi sikre på, at Victor har det nødvendige ”drive” til at føre sin fodbold-drøm ud i livet.

Victor Nelsson startede til fodbold som 4-årig i Hornbæk IF, som er en samarbejdsklub til FC Nordsjælland. I 2010 rykkede Victor Nelsson permanent til FCN, efter at have trænet med dem flere gange via samarbejdet.

Det er ikke kun på det hjemlige plan, at Victor Nelsson har succes. Han var nemlig udtaget til U/19-landsholdet, der spillede i Schweiz. Han fik én kamp fra start, og han blev skiftet ind i den anden.

In this article