
AGF har skrevet kontrakt med 15-årige Gustav Mogensen, som kommer fra samarbejdsklubben IF Midtdjurs/Nimtofte, men han har siden sommeren 2012 båret den hvide trøje.
Unge Gustav Mogensen er lige nu i gang med sin første sæson som U/17-spiller og han har flere gange gjort opmærksom på sine evner foran modstanderens mål. Fra hans side er det indtil videre blevet til seks scoringer i den landsdækkende liga. Det er bl.a. baggrunden for, at AGF belønner ham med en kontrakt, der løber til sommeren 2019.
Talentchefen er også meget tilfreds.
– Gustav har klaret overgangen fra U15 til U17 rigtig godt. Han har scoret en del mål og været afgørende i flere af vores sejre i efteråret. Så det er helt naturligt, at han nu har gjort sig fortjent til en kontrakt, fortæller Anders Madsen til agf.dk.
-Han er dynamisk og enormt dygtig til at finde rum og løbe dybt. Han er en også en dygtig presspiller, og han er blevet god til at komme til mange chancer. Han skal stadig udvikle sit spil med bolden og forfine sine afslutninger, så han både med hovedet og begge fødder kan udnytte de muligheder, han får. Men det forventer vi også vil ske, for han besidder stor ærgerrighed og et stort mod, og han vil gerne dygtiggøre sig, fortsætter han.
Gustav Mogensen er selvfølgelig også meget stolt over at have fået tilbudt en ungdomskontrakt.
-Jeg er rigtig glad, for det er noget, jeg har kæmpet for i lang tid. Det er en dejlig anerkendelse for den indsats, jeg leverer, lyder det fra Gustav Mogensen, der startede som angriber, men en overgang også blev prøvet af i midterforsvaret. Han lægger dog ikke skjul på, at det er i forreste linje, han ser sig selv, fortæller han til agf.dk.
Han ved hvad han foretrækker allermest.
– Jeg foretrækker helt klart at være angriber. Jeg er stor og hurtig og har sans for at score mål, og det er som angriber, mine styrker bedst kommer til udtryk, siger han.
Gustav Mogensen har da også sat sig et par mål og han har helt styr på den store drøm.
– Forhåbentlig kan vi spille med om medaljer i denne sæson, og så er mit mål også at fortsætte min udvikling, så jeg kan blive en af de bærende kræfter på U17 og på et tidspunkt også få nogle træninger med Superliga-truppen. Jeg håber, også at jeg kan spille mig på U16-landsholdet, som jeg lige er kommet med omkring. Drømmen er om nogle at spille for AGF i Ceres Park, komme på A-landsholdet og ultimativt at spille for Manchester United, lyder det fra den nyslåede kontraktspiller, udtaler han til agf.dk.