Afgørende kamp venter FCM U/19 onsdag

På onsdag spiller FC Midtjylland returopgør mod Málaga CF i UEFA Youth League

For tre uger siden tabte FC Midtjylland U/19 det første af to opgør mod Málaga CF i ungdommens svar på Champions League – UEFA Youth League. Opgøret endte 2-0 i kampen svarende til 16.-delsfinalen. Sidste sæson leverede de unge ulve ellers den ene fremragende præstation efter den anden, hvor de blandt andet slog Atlético Madrid og Legia Warsawa ud inden endestationen blev mægtige FC Barcelona i ottendedelsfinalen.

Denne sæson kan udgangsbilletten igen blive skrevet af en spansk klub, da udgangspunktet forud for den anden kamp mod Málaga er svært – men trods alt ikke umuligt:

– Med et 2-0-nederlag i Málaga står vi selvfølgelig over for en svær opgave. Vi skal score og samtidig sørge for at lukke ned bagtil. Får de bare et enkelt mål, så skal vi ud og score fire svære mål, siger træner Kenneth Andersen til klubbens egen hjemmeside og fortsætter:

– Men det er en opgave, som vi glæder os rigtig meget til, og det er jeg også sikker på, at tilskuerne kan gøre. Málaga har et par spillere med, som også var i ilden for La Liga-holdet, sidst de spillede, så jeg forventer en rigtig spændende og god returkamp på MCH Arena.

Skal missionen lykkedes, så kræver det en fremragende præstation af de unge spillere fra den midtjyske hede. Først skal de dog komme ovenpå efter sæsonens første liganederlag, der fredag blev indkasseret til FC København U/19.

In this article