AGF U/17 sejrede i overtiden

Quoc Minh Truong scorede sejrsmålet i dommerens tillægstid, da AGF vandt 2-1 over Esbjerg i U/17 Ligaen.

U/17: AGF 2-1 Esbjerg

0-1: Patrick Egelund (42′)
1-1: Jacob Trenskow (46′)
2-1: Quoc Minh Truong (80′)

Det var to mandskaber, der begge var sultne efter en sejr, der skulle krydse klinger lørdag eftermiddag på Fredensvang i Aarhus.

Begge hold lå før kampen forholdsvis godt placeret i den øverste halvdel af tabellen, så det var lidt af en topkamp, tilskuerne skulle blive vidner til.

I første halvleg havde begge hold fine muligheder. Esbjergs nok største chance kom, da David Easter afleverede bolden til Deniz Korkmaz, som trak ind i banen og afsluttede, men han måtte se bolden gå over mål.

Hjemmeholdet havde også en fin chance efter de brød igennem i midten af banen, men Esbjerg-keeperen pressede AGF’eren til at afslutte forbi stolpen, og derfor var opgøret stadig målløst, da dommeren fløjtede til pause.

Anden halvleg blev en lidt anden affære. Der var kun gået knap to minutter, før de vestjyske gæster kom i front. Oliver Olsen kom igennem på højresiden og sendte et indlæg i ind feltet. Målmanden fik godt nok hånden på bolden, men den røg videre til Patrick Egelund, der til stor jubel kunne sparke gæsterne foran.

Der nåede dog kun at gå fire minutter før værterne havde bragt balance i regnskabet. AGF kombinerede sig igennem venstresiden og efter et indlæg skråt bagud i feltet var Jacob Trenskow helt alene med Esbjerg-målmand Alexander Kostow, og her scorede med en præcis inderside uden chance for målvogteren.

Der faldt ikke flere mål før til allersidst. AGF slog et indlæg fra venstre side, og her var Esbjergs Jacob Lønne uheldig med at få tippet bolden videre til AGF-spilleren Quoc Minh Truong, der løg ind i bolden ved bageste stolpe og sendte sejrsmålet i kassen til stor jubel fra hjemmeholdet.

Kort tid efter var Esbjerg tæt på at udligne, da Jacob Lønne fik bolden ved bageste stolpe efter et hjørnespark. Han fik ikke afsluttet ordentligt og måtte se bolden gå forbi mål. Kort efter fløjtede dommeren opgøret af til en 2-1-sejr til AGF.

Efter sejren rykker aarhusianerne op på fjerdepladsen, mens Esbjerg også er godt med og ligger på sjettepladsen.

In this article