
I torsdags havde Brøndby IF´s U/15-hold besøg af et nyt ansigt til træning. Det var Landi Demaj, som for syv år siden søgte asyl i Danmark.
En lille succeshistorie er at finde ude på vestegnen. Landi Demaj flygtede for syv år siden fra Kosovo til Danmark, og trænede i torsdags med U/15-holdet i Brøndby Masterclass.
Landi Demajs vej ind til Brøndby IF´s græsgange har imidlertid været anderledes end den typiske U/15-spillers. Han blev spottet i Asyligaen, hvor han imponerede så meget, at det resulterede i en prøvetræning hos storklubben. Manden der spottede ham er Per Bjerregaard, som også er medstifter af turneringen der er forbeholdt asylansøgere.
Cheftræner for Brøndby IF´s U/15 årgang, John Ranum Jensen, fortæller at han leverede en godkendt præstation.
– Han faldt på ingen måde igennem. Han kunne nogle ting, men han var lidt stille og tilbageholdende. Det er dog helt normalt, når vi ser nye spillere på holdet. Og det er samtidig første gang, at han prøver at træne under så professionelle forhold, fortæller John Ranum Jensen til BIF´s hjemmeside.
Landi Demaj skal indtil videre træne med U/15 på tirsdag og torsdag.