Vejle og Brøndby delte i porten i U/19-Ligaen

Efter en periode med seks nederlag på stribe, var der igen point til Vejle Boldklubs i U/19-Ligahold. 

Kampfakta:

Vejle Boldklub – Brøndby 1-1 (1-1)
21. 1-0 Sebastian Bruhn
25. 1-1 Magnus Häuser

Kampen startede stille og roligt ud, men i det 13. minut havde Vejle muligheden for at komme i front. Arbnor Mucolli fandt Sebastian Bruhn i feltet med en god bold, men Brøndbys målmand hev en fin parade op. Otte minutter senere gjorde ”Sebbe” skaden god, da han udnyttede en perfekt dybdebold fra Nikolaj Lebæk og fra en spids vinkel scorede med et fladt spark. Føringen holdt i fire minutter, så udlignede Magnus Häuser i feltet efter en Brøndby-omstilling. I den sidste del af halvlegen var der muligheder i begge ender. Nikolaj Lebæk havde et godt forsøg, efter et flot Vejle-angreb. En god redning fra Vejle-keeperen ved halvlegens afslutning betød 1-1 efter de første 45 minutter.

Efter pausen havde Brøndby mest spil og et par chancer, men Vejle-målmanden havde gode indgreb og en flot redning på en stor chance til gæsterne efter en times spil. I det 63. minut havde en hårdt arbejdende Sebastian Bruhn en god aktion og efterfølgende et spark, men Brøndby-keeperen hev en endnu flottere redning op af ærmet. I slutminutterne,hvor begge hold jagtede en afgørelse, var det Lebæk der forsøgte sig udefra. Målmanden halvklarede, men bolden trillede ud til et hjørnespark. Facit blev 1-1 og dermed det første point til Vejle i U/19-Ligaen siden 10. september i en kamp mod FC Nordsjælland.


Vejles cheftræner, Claus Troelsen, var meget tilfreds med den indsats hans spillere lagde for dagen:

– Helt overordnet, så var præstationen meget flot. Vi forsvarer os med hjerte og kløgt og så tør vi udfordre Brøndby. Både i omstillingsspillet og i det etablerede spil. Spillerne fortjener stor ros for det point de tjente mod Brøndby, siger Claus Troelsen til klubbens officielle hjemmeside.

Brøndby-træner, Auri Skarbalius, var tilfreds med sit holds indstilling, men mente, at det var effektiviteten, der manglede for at hente alle tre point;

– Vi kom til kampen med den rette indstilling, og vi kunne ikke sætte fingeren på noget i forhold til ærgerrighed og parathed. Men vi mødte et dygtigt Vejle-hold, og det var en meget fin U19-kamp med tempo, nærkampe og fin kvalitet. Men i begge ender manglede der effektivitet. Det er vi naturligvis meget ærgerlige over, udtaler han til brondby.com

Det var første gang i denne sæson, at Brøndby spillede uafgjort.

 

 

In this article