DBU arrangerer fælles landsholdstur

Til vinteren rejser fire af DBU´s landshold til Cypern på et fælles træningsophold. En tur der bliver set meget positivt på hos DBU.

Når U/21-landsholdet til vinter drager til Dubai for at forberede sig til EM-slutrunden bliver det uden selskab af andre landshold. Derimod drager fire af DBU´s andre landshold sammen til Cypern på et træningsophold. Det drejer sig om U/16-, U/17-, U/19- samt kvindelandsholdet.

Grundlaget for turen bygger blandt andet på erfaringer fra sidste års tur, hvor DBU havde hele fem hold med til Tyrkiet.Talentudviklingschef for DBU, Flemming Berg, mener nemlig at diverse landshold får stor gavn af turen.

– Vi så på seneste fælles vintertur, hvor meget både spillere og trænere fik ud af at kunne følge hinanden tæt på tværs af vores ungdomslandshold, når det gælder både træningspas og kampe. Men det at være samme sted og bo tæt på hinanden giver også en masse fordele uden for banen, hvor vores landstrænere, talenttrænere og hele staben omkring de forskellige landshold har en unik mulighed for vidensdeling og sparring. Det er i den grad talentudvikling og udviklende for både trænere og spillere, fortæller Flemming Berg til DBU´s hjemmeside.

Landstræner for U/16 -og U/18-landsholdet, Claus Nørgaard, mener at turen til Cypern er en fantastisk mulighed, og at dansk talentudvikling kan drage fordel af det i fremtiden.

– For mig handler det både om en fantastisk mulighed for at kunne arbejde mere detaljeret med mit eget hold under nogle bedre træningsrammer end en kunstbane i Danmark. Men derudover er det et stort plus i vores talentudvikling – at både vi trænere og spillere kan gøre brug af hinandens kompetencer og benytte muligheden til at skabe endnu tættere relationer til fordel for det fremadrettede samarbejde, fortæller Claus Nørgaard til DBU´s hjemmeside.

U/19 vil spille tre kampe, mens de resterende hold vil spille 2 kampe.

Turen varer fra den 15. Januar til den 23. Januar.

In this article