Esbjerg leverer imponerende comeback mod OB i U/17 Ligaen

Foto: EfB.dk

OB U/17 førte 2-0 ude mod Esbjerg. Esbjerg leverede dog et fornemt comeback, og de endte med at vinde kampen 3-2.

EfB 3-2 OB
0-1 Lucas Møller Jensen (11)
0-2 Nicolai Skøtt (21)
1-2 Mikkel Nielsen (23)
2-2 Mikkel Nielsen (64)
3-2 Rasmus Rejnhold (73)

Bundholdet fra OB var ikke spået point, da de lørdag tog til Vestjylland, helt præcist Esbjerg. Esbjerg er kommet rigtig godt fra start, så de var store favoritter inden kampens begyndelse.

Anders Skjoldemoses OB-mandskab overraskede dog fra start af. Esbjerg havde bolden mest, men fynboerne var langt mere produktive. Efter 11 minutter scorede talentfulde Lucas Møller Jensen på en virkelig flot afslutning efter en imponerende dribletur. Bare ti minutter senere udbyggede OB føringen. Peter Clement viste en voldsom hastighed, da han fræsede ned ad venstre fløj. Han lagde bolden ind i feltet, og der var Nicolai Skøtt klar. 2-0 til OB.

På det tidspunkt ønskede OB nok, at dommeren bare kunne fløjte kampen af, for det begyndte at gå rigtig skidt for OB. Bare to minutter efter 2-0-målet, reducerede Esbjerg. Mads Larsen sendte en flot bold indover efter en omstilling, og der var Mikkel Nielsen klar på hovedet. 1-2 ved pausen.

I det første minut af anden halvleg fik esbjergenserne underkendt et mål. Esbjerg fortsatte deres pres, og de var tæt på flere gange. I det 64. minut kom udligningen. Mikkel Nielsen scorede igen efter et indlæg. Indlægget kom fra startdebutanten, Jelle Vejsig.

Til sidst i kampen kom Esbjerg foran. Efter et hjørnespark og lidt klumpspil scorede Rasmus Rejnhold til stor jubel for de fremmødte fans. Esbjerg U/17 er stadig ubesejret på hjemmebane indtil videre med fire sejre ud af fire mulige. Det var derimod en kæmpe skuffelse for OB.

Efter kampen ligger OB U/17 på en 11. plads med syv point i otte kampe. Esbjerg ligger på en 3. plads med 15 point i ni kampe. Der er altså stor forskel på de blå/hvide-stribede mandskaber.

Se de mange mål fra kampen her:

In this article