Kasper Dolberg efter debut: Det var slet ikke noget jeg havde regnet med

Kasper Dolberg var ovenud lykkelig over at få sin debut for det danske A-landshold,  mens han var overrasket over den massive opbakning fra de danske fans.

Kasper Dolberg debuterede i gårsdagens sejr  for det danske landshold, da han blev skiftet ind i 4-1-pligtsejren mod Kasakhstan.

Den 19-årige angriber blev mødt af et kæmpe jubelbrøl af de danske fans, som undervejs i kampen også gav udtryk for ønsket om at få den unge komet på banen. Dette kom bag på angriberen:

– Det var lidt mærkeligt, at de råbte sådan. Jeg troede ikke, det var sådan en reaktion, jeg ville få. Det var en speciel følelse, men det gjorde også, at jeg fik endnu mere lyst til at komme ind – det var helt fantastisk, og det var slet ikke noget, jeg havde regnet med. Jeg er super glad for, at folk tog så godt imod mig, udtaler debutanten til bold.dk

Debuten har givet Ajax-spilleren blod på tanden:

– Jeg talte lidt med Hareide i tirsdags, hvor han sagde til mig, at det var muligt, at jeg kom ind enten i dag eller mod Tjekkiet. Det betyder da noget, at det skete i Parken, når man familie og venner var her. Jeg er utroligt glad for, at det skete i dag – jeg var ikke nervøs før kampen. Jeg tænkte ikke så meget over det. Nu håber jeg bare, at jeg kan få mange flere minutter og mange flere kampe, fortæller Dolberg til bold.dk

Kasper Dolberg og resten af det danske landshold spiller igen på tirsdag ude mod Tjekkiet.

In this article