Hvis Kasper Dolberg bliver solgt til en større klub for et stort beløb, går en del af beløbet til Silkeborg. Beløbet kan blive rigtig stort.
For ca. to år siden skiftede Kasper Dolberg Silkeborg ud med den hollandske storklub, AFC Ajax Amsterdam. Den dengang 16-årige Kasper Dolberg nåede lige akkurat at få debut i Superligaen inden skiftet. I dag nyder Kasper Dolberg kæmpe succes i Ajax. Han har fået spilletid i hele 10 kampe, og han har tilmed scoret 5 mål i denne sæson. Ét af de mål var blandt andet i storkampen mod Feyenoord. For få dage siden blev Kasper Dolberg også udtaget til det danske A-landshold for første gang i den 19-årige spillers karriere.
Alt det har fået interessen for den danske spiller til at stige markant – ligesom hans markedsværdi. Silkeborg har været så smarte at have sikret sig en vis procentdel af Dolbergs salgspris. Man mener, at Silkeborg vil få en historisk stor sum, hvis Dolberg bliver solgt for mange penge.
Silkeborgs direktør, Kent Madsen, udtaler til EkstraBladet:
– Hvis Kasper Dolberg sælges, og jeg understreger hvis, og han vil komme videre indenfor et år eller to til et andet land, har vi sikret os en vis procentdel af transfersummen. Dertil vil komme såkaldte solidaritetspenge, fordi vi har uddannet ham.
Ajax har en stor tradition for at sælge angribere for enorme summer. Senest var det Arkadiusz Milik, som blev solgt til Napoli for et sted mellem 202 og 238 mio. kr. Andre i rækken er Zlatan Ibrahimovic, Luis Suarez og Klaas-Jan Huntelaar bare for at nævne de allerstørste. Christian Eriksen blev også solgt for over 100 mio. kr fra Ajax.