Nicklas Halse stortrives i Roskilde: Det er helt perfekt her

Foto: Ole Walldo, FC Roskilde
Nicklas Halse. Foto: Ole Walldo, FC Roskilde

19-årige Nicklas Halse nyder seniorfodboldlivet i Roskilde. 

I sommerpausen skiftede Nicklas Halse tilværelsen fra at være anfører på Brøndbys U/19-hold ud med at være 1. divisionsspiller for FC Roskilde. Og det er bestemt ikke et skifte, som unge Halse har fortrudt.

LÆS OGSÅ: Halse og Roskilde sled sig til point mod unge HB Køge

– Skiftet har været rigtig godt. Mange vil mene, at det at tage fra Brøndby til Roskilde er et skridt ned, men jeg synes, det er et skridt op, for jeg spiller fast seniorfodbold i 1. division. Jeg trives i klubben, og er rigtig glad for at være her, siger Nicklas Halse til D’ BOLD.

Midtbaneslideren lavede i første omgang en kort aftale i Roskilde, men parterne har været så glade for hinanden, at samarbejdet nu er blevet forlænget til sommeren 2018.

– Jeg spiller meget og jeg trives, så det er helt perfekt at være her. Nu har jeg lidt over halvandet år tilbage af min kontrakt, og så må vi se, hvor klubben er til den tid, og hvor jeg er til den tid, og hvad der skal ske dér.

– Jeg har stadigvæk ambitioner om at spille i Superligaen, og det må meget gerne være med Roskilde, hvis vi rykker op.

Roskildes 6’er står nu noteret for 13 kampe i 1. division i dette efterår.

In this article