
Randers Freja U/17 var lørdag taget til Køge for at møde ligaens bundprop; HB Køge. Det blev til en sikker sejr til Randers.
U/17: HB Køge 1-5 Randers Freja
0-1 Kasper Waarst Høgh (20)
0-2 Majaliwa Msabaha (36)
0-3 Christoffer Rafn Petersen (37)
1-3 Yunus Emre Ünver (38)
1-4 Jesper Steendahl (58)
1-5 Christoffer Rafn Petersen (65)
HB Køges U/17-mandskab havde kun fået skaffet sølle fem point sammen inden kampen mod Randers. Der var derfor hårdt brug for point i lørdagens hjemmekamp.
Randers startede kampen ud med at dominere. De virkede på alle måder mere klar end HB Køge. Især i duelspillet viste de unge Randers-talenter overskud. HB Køge var altså fuldstændig overmatchet. Efter 20 minutter kom kampens første mål. Kasper Waarst Høgh stjal bolden fra HB Køges målmand, og han scorede derefter sikkert.
Et kvarter senere kom der nogle vilde tre minutter, hvor der blev scoret hele tre mål! Først scorede Majaliwa Msabaha, da han tippede bolden i mål på en stikning. Minuttet efter udbyggede Christoffer Rafn Petersen føringen. HB Køge bragte lidt spænding tilbage i kampen, da Yunus Emre Ünver scorede på straffe kort tid før pausefløjt. Stillingen var 1-3 ved pausen.
I anden halvleg var HB Køge meget bedre med. De fik bedre styr på deres omgang med bolden, og de var flere gange tæt på at score. Randers fortsatte dog deres sejrskurs. I det 58. minut scorede Jesper Steendahl efter en utrolig flot assist fra Anders Skaaning. I det 65. minut gjorde Christoffer Rafn Petersen det til 5-1 med sit andet mål i kampen. Kampen sluttede 1-5.
HB Køge er absolut bundprop, da de kun har 5 point i 9 kampe. HB Køge har tre point op til Viborg og OB. Randers Freja ligger midt i tabellen. De har fået skrabet 13 point sammen i 10 kampe.