U/19 Divisionen, runde 11 – Rækken igen, igen tæt!

(foto: dbu.dk)
(foto: dbu.dk)

Med nederlag til et tophold og sejre til to andre gør endnu en gang Divisionen tæt.

Næsteved Boldklub 6 – 0 Thisted F.C.
1-0: Benjamin Sode Damgaard Nielsen
2-0: Sebastian Gaardhøje
3-0: Sebastian Gaardhøje
4-0: Rasmus Groosen
5-0: Sebastian Gaardhøje
6-0: Sebastian Gaardhøje

Når først Næstved U/19 får gang i scoringerne i denne sæson, ja, så vælter det ind med mål. Ud af ti kampe har de kun én gang scoret et mål eller mindre, og lørdag var ingen undtagelse. Sebastian Gaardhøje var med sit hattrick med til at sætte Thisted godt på plads med sin henholdsvis ottende, niende og tiende sæsonscoring. Med sejren rykker hjemmeholdet en plads op i tabellen, mens ligaens prygelknabe fortsat er at finde nederst i tabellen.

FK Viborg 4 – 2 FC Roskilde
1-0: Henrik Hykkelberg Jensen
2-0: Albert Theodor Kornum (selvmål)
2-1: Mathias Kisum
2-2: Gustav Rasmussen
3-2: Alexander Dissing Bøgh
4-2: Henrik Hykkelberg Jensen

Topholdet fra FC Roskilde havde nok ikke regnet med at tabe kampen, da de efter ti minutter blev en mand i overtal, eftersom hjemmeholdets Simon Trier Jakobsen blev udvist. Første halvleg var fyldt med spænding og bød på tre mål og et rødt kort indenfor de første tyve minutter. Med ti minutter tilbage, så rykkede FK Viborg så fra med to scoringer og en flot sejr. Resultatet gør igen Divisionen uhyggeligt tæt, da FC Roskilde nu kun fører på bedre målscore end Hvidovre. FK Viborg er på en tredjeplads med kun ét point mindre.

AB 3 – 0 SønderjyskE
1-0: Mads Holden
2-0: Mileta Rajovic
3-0: Marcus Hørbye

AB skulle blot bruge et kvarter på at score hele tre mål, da SønderjyskE til sidst i kampen ikke kunne holde stand. For første gang i sæsonen kunne AB juble ved slutfløjtet for anden kamp i træk. Den i alt tredje sejr i sæsonen rykker hjemmeholdet tættere på resten af det tætte felt, mens udeholdet rykkede en enkel plads ned, men stadig har chancer i rækken.

HB Køge 1 – 1 HIK
1-0: Alexander Laustrup
1-1: Carl Lange

Kort inden første halvlegs afslutning bragte Alexander Laustrup hjemmeholdet foran med sin første sæsonscoring. Sikkert så det ud, men med en halv time tilbage blev HB Køges forsvarsspiller Emil Oliver Skovbo Nielsen udvist og minuttet efter udlignede Carl Lange med sin fjerde af slagsen. Det blev anden kamp i streg, at svanerne måtte dele point med modstanderholdet, og resultatet betyder, at begge hold rykker en enkel plads ned i tabellen.

B.93 4 – 0 Næsby
1-0: Peter Nicolai Kruse Bjur
2-0: Peter Nicolai Kruse Bjur
3-0: Mohamed Khattab
4-0: Mohamed Khattab

I sidste spillerunde led B.93 et smerteligt nederlag til Hvidovre, da de på hjemmebane tabte 0-1 til topholdet Hvidovre. Lørdag var Næsby så på besøg, og dem satte Peter Nicolai Kruse Bjur og Mohamed Khattab til vægs med hver deres første sæsonscoringer – og tilmed to af slagsen. Særligt første halvleg blev afgørende, da de tre første mål faldt i denne. Med sejren tager hjemmeholdet et stort spring i tabellen og skyder fra en niende plads til en plads i top seks. Næsby modsat ned i tabellen til en syvendeplads.

AC Horsens 0 – 1 Hvidovre
0-1: Matti Bo Hvidtfeldt

Det er svært at tro, at Hvidovre ikke var ualmindeligt glade for udebanesejren over AC Horsens lørdag. For da FC Roskilde i samme spillerunde tabte, er førstepladsen nu del mellem Hvidovre og ørnene fra Roskilde. Modsat får AC Horsens det sværere og sværere, og vi skal næsten en måned tilbage for at finde sidste gang de gulblusede hentede point. Tre nederlag i streg varmer ikke just.

In this article