Der er masser af dansk talent i udlandet – men hvordan går det de unge håbefulde spillere? Det samler D’BOLD op på hver torsdag. Vi bringer Youth League og nye bekendtskaber.
1.FC Nürnberg U/19 1 – 1 Augsburg U/19
0-1: Thomas Stowasser
1-1: Philipp Harlß
For anden spillerunde i træk fik Augsburg og Lasse Jürgensen (10/1) uafgjort. Udeholdets træner havde på forhånd set kampen mod 1.FC Nürnberg U/19 som en svær kamp, da de i denne sæson kæmper en hård kamp for overlevelse. Ikke ulig den type kamp, som Jürgensen og resten af Augsburg-holdet var forudset til. Men overraskelsen holder ved, og de fører fortsat U/19 Bundesliga Süd/Südwest med fem kampe i streg uden nederlag.
Eintracht Braunschweig II 2 – 2 St. Pauli II
0-1: Lennart Keßner
1-1: Philip Tietz
2-1: Philip Tietz
2-2: Nico Empen
Jacob Rasmussen (12/0) har levet mere skjult tilværelse i St. Pauli end forventet, da han i sommers skiftede de vante rammer på Schalke 04’s U/19-mesterhold ud med en kontrakt i kultklubben St. Pauli. Lørdag var han og kammeraterne på St. Paulis reservehold så i kamp igen, da de på udebane skulle hente point mod bundholdet Eintracht Braunschweig II. Planmæssigt kom udeholdet da også foran i første halvleg, men efter tyve minutter af anden halvleg var hjemmeholdet kommet foran. Med et kvarter igen fik Nico Empen (13/2) dog udlignet, og sikrede St. Pauli II deres syv kamp i træk uden nederlag i Regionalliga Nord.
Borussia Dortmund U/19 0 – 1 Sporting CP U/19
0-1: Rafael Leão
Onsdag eftermiddag tog ungdomsholdene forskud på aftenens Champions League-glæder for seniorholdene. Offensive Jakob Bruun Larsen (4/0) var selvfølgelig med fra start, da det tyske U/19-tophold tog i mod det portugisiske tophold. Danskeren spillede hele kampen, men hverken han eller holdkammeraterne kunne gøre noget ved den portugisiske defensiv, med flere reserveholdsspillere. Da fysisk stærke Rafael Leão (3/1) efter 40 minutters spil udnytter en løs bold i dybden, snyder Amos Pieper (4/0) og Jan-Niklas Beste (4/0) og sparker bolden ind. Nederlaget bringer Bruun Larsen og holdkammeraterne ned på en tredje plads i UEFA Youth League gruppe F med fire point.
Ajax Amsterdam 1 – 0 Excelsior
1-0: Hakim Ziyech
Kasper Dolberg (10/5) viste endnu en gang klasse, da Ajax lørdag skulle forsøge at holde trop med Feyenoord i den hollandske Eresdivisie. Danskeren skaffede både straffespark og mål til holdkammeraterne, men misbrugte selv en stor chance, da han efter en times tid fandt sig foran mål som resultat af et par gode driblinger. Det var med til at sikre Dolberg en plads i A-landsholdstruppen, som Åge Hareide mandag udtog til de kommende kampe.