Vejle U/17 kom fra Viborg med sejr

I en chancefattig kamp trak Vejle det længste strå, da de mødte Viborg FK i U/17 Ligaen og vandt 2-0.

U/17: Viborg FK 0-2 Vejle

0-1: Louie Steven Jacobsen (49′)
0-2: Thais Damgaard (60′)

Gæsterne fra Vejle skulle i lørdagens opgør mod Viborg FK forsøge at komme ovenpå igen efter de seneste nederlag, mens hjemmeholdet ikke havde tabt i de seneste to kampe.

Vejle kom bedst ud til kampen fra start, hvor gæsterne klart havde bolden mest. Det førte dog ikke rigtig til nogle chancer, da spillet for det meste foregik på midten af banen uden for alvor at presse Viborg-defensiven.

Vejle-forsvaret derimod stod stærkt og tillod kun få chancer til hjemmeholdet, som primært kom via indlæg fra kanterne. Dog var kendetegnet for første halvleg, at der havde været utroligt få chancer og opgøret var da også stadig målløst efter de første 40 minutter.

Vejlenserne kom udmærket ud til anden halvleg, hvor de knap ti minutter efter pausen fik scoret kampens første mål. Her var det Louie Steven Jacobsen, der efter godt forarbejde fra Thais Damgaard kom alene med målmanden og sikkert sendte gæsterne i front.

Da stadionuret rundede en time, havde Vejle endnu engang scoret, da Thais Damgaard fra 20 meter sendte et frispark direkte i nettet bag en chanceløs Viborg-keeper.

De sidste 20 minutter af opgøret var en åben affære, hvor begge mandskaber havde flere gode muligheder. Dog blev der ikke scoret flere mål, og derfor kom Vejle altså fra Viborg med alle tre point i bagagen efter en sejr på 2-0.

Vejle er efter sejren placeret på syvendepladsen, mens Viborg ligger næstsidst på 13.-pladsen.

In this article