AGF U/17 storsejrede mod HB Køge

AGF gjorde rent bord i årets sidste kamp og vandt overbevisende 5-0 over HB Køge i U/17 Ligaen.

U/17: AGF 5-0 HB Køge

1-0: Jacob Trenskow (7′)
2-0: William Just (29′)
3-0: Søren Gustav Bugge Jepsen (32′)
4-0: William Just (62′)
5-0: Sebastian Lund Hausner (68′)

Det var to helt forskellige hold, der lørdag middag mødte hinanden på Fredensvang i Aarhus. AGF, der er placeret i toppen af tabellen efter flot efterår skulle møde HB Køge, der har haft det svært og ikke rigtig har fået det til at spille i efterårssæsonen.

Det var da også hjemmeholdet, der kom bedst fra start, da Jacob Trenskow headede værterne i front kun små syv minutter inde i opgøret.

Selvom gæsterne fra Sjælland har flere gode muligheder efter omstillinger, lykkes det ikke at få bolden i kassen for køgegenserne, der har svært ved at spille sig igennem AGF-presset.

Fortjent er det AGF, der efter 29 minutter udbygger føringen. Denne gang er det William Just, der får sat hovedet på et indlæg, og kun få minutter senere kommer endnu en hovedstødsscoring, da Søren Gustav Bugge Jepsen overspringer en HB Køge-spiller ved bagstolpen og udbygger føringen til 3-0, som holder til pausen.

I anden halvleg er det ligeledes AGF, der dominerer spillet på grønsværen. Dog skal vi helt hen til det 62. minut før, der falder en scoring. Aarhusianerne får sendt bolden i mål for fjerde gang, da William Just med sin scoring fra kanten af feltet kan kalde sig for dobbelt målscorer.

Seks minutter senere lukker og slukker Sebastian Lund Hausner kampen endegyldigt, da han scorer AGF’s femte mål – det fjerde på hovedstod – da han stiger til vejrs og sender bolden i nettet med pandebrasken efter et frisparksindlæg.

Der kommer ikke flere scoringer i opgøret og derfor kan AGF gå på juleferie og lune sig med en storsejr, mens hjemturen for HB Køge til Sjælland er lidt koldere og kedelig.

AGF overvintrer efter årets sidste kamp på en meget flot tredjeplads, mens det er en anden sag for HB Køge, der er placeret sidst på 14.-pladsen.

In this article