FCM’s U/17-træner: Vi ligger, hvor vi ligger

FCM’s U/17-træner Svend Graversen slår fast, at holdet stadig har en del at arbejde på, efter en skuffende efterårssæson.

FC Midtjylland er kendt for at have en af de bedste ungdomsakademier i Danmark. Derfor klarer ungdomsholdene sig som regel også rigtig godt i U-ligaerne. U/19-holdet ligger da også på en delt førsteplads i vinterpausen, mens de også har klaret sig godt i UEFA Youth League, mens det er gået knap så godt for U/17-holdet.

U/17-mandskabet overvintrer nemlig på en skuffende ottendeplads efter en efterårssæson præget af ustabilitet.

– Efterårssæsonen har været præget af ustabilitet, og den har kørt over længere tid, end vi havde håbet. Det har været en udfordring for holdet at opnå en fælles forståelse af kulturen og vores spillemæssige værdisæt. Det skal vi fortsat arbejde videre på, siger FCM’s U/17-træner Svend Graversen til klubbens hjemmeside.

Trods de svingende resultater tager træneren en masse positive ting med fra første halvdel af sæsonen, hvor specielt det offensive har fungeret godt.

– Vi er lykkedes med gode aktioner i angrebet, så vores offensiv har langt hen ad vejen været tilfredsstillende. Desuden har der været stor kvalitet i de individuelle præstationer. Christian Tue lå for eksempel nummer ét på topscorerlisten, inden han blev skadet. Og en spiller som Nicolas Hautorp Madsen har debuteret i Youth League med U19 og på Superligaens reservehold, siger Svend Graversen.

Efterårssæsonen sluttede med et lyspunkt, da Midtjylland slog Brøndby fra andenpladsen med 2-1. Graversen ser frem mod foråret og er meget optimistisk.

– I forhold til vores udfordring i den fælles forståelse, så har drengene rykket sig. Får vi trænet kontinuerligt og kommer skadesfri ud af vinterpausen, så tegner forårssæsonen godt. Holdmæssigt går vi efter at præstere på højeste niveau uanset hvad, siger han og fortsætter:

– I tabellen ligger vi, hvor vi ligger, men det ændrer ikke på, at vi stræber efter at ende så højt som muligt. Der er noget uforløst talent i holdet, og jeg er sikker på, at når vi kommer til sommer, så har spillerne nået et langt stykke og udviklet sig endnu mere, slutter han.

Første kamp efter vinterpausen bliver et lokalopgør mod FK Viborg. Kampen sparkes igang d. 25. februar kl. 16 i Viborg.

In this article