Fin lodtrækning til FCM og FCK i Youth League-play-off

FC Midtjylland skal op i mod Benfica, mens FC København møder rumænske Viitorul i UEFA Youth League-play-off.

Dansk ungdomsfodbold klarer sig udmærket ude i det store Europa. Således er både FC Midtjylland og FC København kommet videre fra gruppespillet i UEFA Youth League til play-off-runden. I play-off spilles kun en enkelt kamp, og vinderen af kampen går videre til ottendedelsfinalerne.

FCK blev nummer to efter FC Porto i en gruppe matchende den fra førsteholdets Champions League-deltagelse, – altså med FC Porto, Club Brügge og Leicester – mens Midtjylland, fordi de er kommet med som nationale mestre, har spillet et lidt andet system, hvor de kun har spillet “vind-eller-forsvind-kampe”. På deres vej har de både slået sidste års semifinalister Anderlecht ud, mens de senest slog spanske Malaga ud.

Lodtrækningen fandt sted i eftermiddags og her stod det klart, at Midtjylland får besøg af det portugisiske storhold Benfica, mens FCK skal en sydpå – nærmere bestemt Rumænien – hvor de skal krydse klinger med Viitorul.

Kampene finder sted d. 7. eller 8. februar næste år.

In this article