FC Københavns U/17-mandskab havde ikke tabt i 37 kampe i træk, inden det lørdag gik galt mod Silkeborg i U/17 Ligaen: Københavnerne ligger dog stadig nummer 1 i ligaen.
U/17: Silkeborg IF 2-1 FC København
1-0: Stefan Stojilkovic
2-0: Holger Maaløe
2-1: Felix Winther
FCK U/17 har været fuldstændig suveræne igennem længere tid. I sidste sæson blev det til 22 sejre, 4 uafgjorte og ingen nederlag. FCK’erne sluttede med 20 point ned til Nordsjælland på 2. pladsen! I denne her sæson har løverne også gjort det formidabelt. Inden lørdagens kamp mod Silkeborg var det blevet til ni sejre og to uafgjorte.
Det gik dog galt lørdag. De unge silkeborggensere kæmpede røven ud af bukserne, og de modstod flot københavnernes pres. Man skulle tro, at Jose Mourinho stod på Silkeborgs sidelinje, for den bus var parkeret perfekt! Omstillingerne sad samtidig også lige i skabet.
Silkeborgs første mål faldt efter et straffespark, som Stefan Stojilkovic eksekverede sikkert. Silkeborgs Holger Maaløe fordoblede føringen, da han headede bolden ind efter et frispark. Det var altså to dødbolde, som Silkeborg var enormt effektive på.
FCK’erne pressede voldsomt på efter 2-0-stillingen. Da der var 20 minutter tilbage af kampen, scorede Felix Winter til 1-2 direkte på frispark. FCK fortsatte presset, men det var ikke nok. Silkeborg vandt overraskende kampen med 2-1.
Efter kampen ligger FCK stadig nummer 1. De er 2 point foran rivalerne fra Brøndby. Silkeborg ligger midt i ligaen på en 8. plads med 16 point i 13 kampe.
Highlights fra kampen kan ses her: