
Jess Thorup har på det seneste gjort brug af flere af de unge spillere på Superligaholdet, som i sommer fik førsteholdskontrakter efter deres U/19-tid var ovre.
I sommer hev FC Midtjylland hele ni spillere op fra U/19-holdet og gav dem førsteholdskontrakter. Nogle længere end andre. Den gyldne årgang 97 fra heden har vundet næsten alt, hvad de kom i nærheden af i Danmark og opnåede også stor succes i flere internationale turneringer. Blandt andet nåede de helt til ottendedelsfinalen i UEFA Youth League, hvor de endte med at ryge ud til et hold som FC Barcelona.
Nu er flere af dem så en del af førsteholdet, hvor de både får lov til at træne med, og nogle endda også får tid på banen.
– Først og fremmest har denne årgang 97 haft nogle ekstraordinære gode resultater i ungdomsårgangene. Jeg har fulgt dem tæt, og derefter blev vi enige om at tage så mange op som muligt, for at se dem an. Og det viste sig at mange kunne klare det. De trænede fuldt med i de første 6 uger i opstarten, så de kunne vise sig frem, fortæller FC Midtjyllands cheftræner, Jess Thorup, til D’ BOLD.
Thorup har efterfølgende gjort brug af flere af de unge kræfter på banen. Specielt på det seneste har Midtjyllands banehalvdel været en smule præget af de unge spillere. Mikael Anderson har fået spilletid i to kampe efter han er kommet tilbage fra en skade med springerknæ, og da Filip Novak var ude med lidt småskavanker, var Andreas Poulsen på banen gennem samtlige 90 minutter, da FCM var på besøg i Silkeborg. Kristian Riis har også været med på bænken og spillet nogle kampe i centerforsvaret, mens Mads Døhr Thychosen også er blevet udtaget en del gange på det seneste.
– Det er ikke en hemmelighed at det er klubbens dna, at vi vil have en stor del af truppen, skal være spillere af egen avl, og de samtidig også skal have spilletid. Vi vil gerne hente store profiler til Superligaholdet, men vi skal også være gode til at implementere de unge spillere. Nogle gange er det tilfældigt hvornår de får spilletid, og nogle gange er det timet. Andreas Poulsen er lige fyldt 17 og så fik han chancen, da jeg synes han var den næste i rækken på pladsen som venstreback, da Novak var ude, fortæller Thorup.
Resultaterne har ikke ligefrem flasket sig for ulvene i de seneste par kampe, hvor de fleste nok havde regnet med, at de ville tage sejren. I disse opgør er det også blevet til flere og flere præstationer fra de unge. Og det er ikke for sjov, at Thorup vælger at gøre brug af de unge spillere.
– Først og fremmest er de godt skole og uddannet, da de fleste kommer fra vores akademi. De har en kultur med sig, som er meget vigtig, og som de byder godt ind med. De byder også ind med noget energi, gå-på-mod og en vilje for at vise sig frem, og det giver også noget til de ældre spillere på holdet. Det betyder at de skal stå på tær, for ikke at blive overhalet. De unge skaber konkurrence på holdet, og de bidrager med en masse positivt, siger cheftræneren.
På de seneste har FC Midtjylland ikke scoret særlig mange mål. I de sidste fire opgør har de faktisk kun fået sendt bolden ind bag modstanderens målmand to gange. Jess Thorup har foruden de to normale angribere, Paul Onuachu og Martin Pusic, også nogle offensive kræfter i blandt andet Zackarias Faour og Mads Døhr Thychosen. Og han udelukker ikke, at de kan få chancen på banen, hvis tidspunktet tillader det.
– Faour er helt sikkert en offensiv spiller og har også været med på bænken, for eksempel mod OB. Men kigger jeg på de offensive, er det lige nu Paul som er i konkurrence med Pusic. Pusic er dog skadet, og det er derfor, at Thychosen har været med. Men en spiller som Zackarias har gennem historien scoret en del på U/19-holdet, og det har Thychosen også, så de presser bestemt på fra bænken, afslutter Thorup til dbold.dk.
FCM spiller deres sidste kamp i efteråret på Vestegnen mod Brøndby på søndag, og det er endnu uvist hvor mange og hvilke unge talenter han vælger at udtage til kampen og måske endda gøre brug af.