Vi kunne på D’ BOLD i går bringe nyheden om, at Brøndby har forlænget kontrakten med den blot 18-årige stopper, Joel Kabongo, der samtidig også er blevet indlemmet i vestegns-klubbens superligatrup. D’ BOLD har i denne forbindelse taget en snak med Joel Kabongo.
– Jeg vil i starten have meget fokus på træningerne og komme godt ind på holdet. Der er en del kamp om pladserne, og jeg har en del at lære endnu. Men jeg håber og tror på, at jeg nok skal få spilletid hen over sæsonen. Men når det så er sagt, er det rigtige arbejde først lige begyndt, fortæller stopperen.
For den nyklækkede førsteholdsspiller har Brøndby altid været førsteprioritet.
– Brøndby har altid været mit fokus. Jeg har altid holdt med Brøndby og set op til spillerne. At kunne kalde sig en del Brøndby holdet er stort for mig, udtaler Joel Kabongo.
Et løft ift. tempo og niveau er den klarer forskel mellem U/19-fodbold og senior, men den unge Kabongo er klar til at arbejde hårdt.
– En stor forskel bliver helt klart tempoet og niveauet. Det er dog ikke helt nyt for mig, da jeg har trænet med en del (med førsteholdstruppen, red.). Presset bliver også endnu større, men jeg kan ikke vente med at gribe chancen og arbejde hårdt, fortæller Brøndby-spilleren.
Joel Kabongo skal i fremtiden arbejde under ledelse af tyske Alexander Zorniger, der ser masser af potentiale i hans nye midterforsvarer.
– Jeg har snakket med Coach (Alexander Zorniger, red). Han har fortalt mig, at jeg er en ung spiller med masser af potientale. Jeg skal læne mig lidt op af de mere rutinerede spillere samt dem på min plads, og så er han ikke i tvivl om, at chancen nok skal komme, siger han og fortsætter:
– Jeg skal vende mig til hans spillestil og arbejde hårdt hver eneste dag, det lægger han stor vægt på.
Fans af Brøndby kan se frem til en midterforsvarer, der altid har haft Brøndby i hjertet, der ikke holder igen i nærkampene og er god med fødderne.
– Brøndby fans kan først og fremmest forvente en rigtig ‘Vestegns-dreng’ på holdet. En dreng, som gennem barndommen er kommet på Brøndby Stadion og haft en drøm om at stå på banen en dag. Derudover kan de forvente en fodboldspillende venstrebenet midterforsvarer, der har en god spilforståelse og forudseenhed i sit spil, samt er god med fødderne, men samtidig heller ikke er bange for nærkampene.
– Jeg føler mig godt rustet mentalt. Jeg har altid haft Daniel Agger som idol, og min spillestil minder faktisk også om hans. Jeg sugede til mig af hans erfaring og guldkorn i den tid, hvor han var i klubben, så forhåbentlig vil mit hårde arbejde betale sig, og jeg vil kunne vise alle fansene hvad jeg står for, afslutter Joel Kabongo til D’ BOLD.
Joel Kabongo og resten af Brøndbys Superligatrup returnerer til træning den 11. januar, hvor man efter nogle venskabskampe herhjemme rejser til Dubai.