Ny kontrakt til Backtalent fra Brøndby Masterclass

Brøndby IF og U-landsholdsspilleren Gregers Arndal-Lauritzen har skrevet under på en ny kontrakt, som udløber i sommeren 2018. Det vil sige, at den 18-årige venstreback rykker op i Superligatruppen til sommer, hvor han vil blive til en seniorspiller.

Gregers Arndal-Lauritzen spiller normalt på U/19-manskabet i Brøndby Masterclass, men pga. af et vrid i knæet tidligere på efteråret, har den talentfulde back måtte opereres, men er nu i gang med sin genoptræning.

Sportsdirektøren Troels Bech fortæller om kontraktforlængelsen:

-For det første er det en spiller, som har vist potentiale igennem længere tid, og Alexander (Zorniger, red.) har været tilfreds med det, han så, da Gregers trænede med Superliga-truppen inden skaden. Samtidig ønsker vi at give ham en opmuntring i denne periode ved at sende et tydeligt signal om, at vi fortsat giver de mest interessante af vores Masterclass-spillere chancen for at komme med på næste niveau, siger han til brondby.com.

Sportsdirektøren er meget vild med den unge Gregers.

-Han er en dynamisk venstreback, som viser stort commitment, og den drivkraft er vigtig, når det handler om at drive talentet så langt som muligt. Derfor glæder vi os til at arbejde videre med Gregers og følge hans udvikling – også i Superliga-truppen, fortsatte han.

Backtalentet er selv meget tilfreds med kontrakten.

-Jeg kan godt lide den filosofi, der er i klubben, og spillestilen passer godt til mig. Det er et godt miljø, jeg har nogle fantastiske holdkammerater, og der er god harmoni på holdet. Jeg elsker at være her, og derfor er det helt naturligt for mig at forlænge min kontrakt. Især når klubben viser mig tillid på den måde, fortæller han til Brøndbys egen hjemmeside.

Gregers Arndal-Lauritzen kom allerede til Brøndby IF som U/14-spiller. Han har indtil videre spillet syv U-landskampe for Danmark.

In this article