Ny kontrakt og plads i OB’s Superliga-trup til Kristian Weber

Kristian Weber og OB er blevet enige om at forlænge samarbejdet, så det nu gælder frem til slutningen af 2017. Kristian Weber har været en del af fynboernes U/19-trup i efteråret, men har også spillet mange kampe i reserveholdsligaen. Han bliver en fast del af OB’s Alka Superliga-trupi det nye år. Klubbens sportsdirektør. Jesper Hansen, er glad for forlængelsen:

– Kristian Weber er en talentfuld ung spiller, så vi er glade for at forlænge aftalen med ham. Han har trænet med ligaholdet og spillet med reserveholdet, hvor han har gjort det godt. Weber har udviklet sig meget i efteråret, men der er samtidigt også nogle ting, han skal arbejde på, og vi håber, at han kan fortsætte udviklingen og bygge på i foråret, siger Jesper Hansen til klubbens officielle hjemmeside.

Ungdomsspilleren kan nu skrive endnu et år på sin tid i OB, og han ser frem til at fortsætte sin udvikling i klubben:

– Jeg er glad og stolt over at forlænge med OB. Nu har jeg efterhånden spillet i klubben i 8 år, så det er rart med forlængelsen. Det er en fantastisk trup med mange dygtige fodboldspillere, som man kan lære meget af. Både på og udenfor banen, fortæller Kristian Weber til klubbens officielle hjemmeside.

Den 19-årige OB’er har optrådt på flere ungdomslandshold. Senest for U/20-landsholdet, hvor han scorede det afgørende mål mod Sverige. Kristian Webers aftale løber frem til den 31. december 2017, og han får tildelt trøjenummer 29.

In this article