I sommer skiftede Elias Fritjof HB Køge ud med Newcastle United, der har Rafael Benitez i spidsen som cheftræner.
Han havde lige fået debut som den yngste spiller nogensinde i HB Køge på deres førstehold i 1. Division. Og så blev han opdaget. Nogle repræsentanter fra Newcastle havde været tilstede for at se ham spille, og pludselig stod han med en mulighed om at skifte til den engelske tidligere Premier League-klub.
Og det var en mulighed, den dengang 16-årige Elias Fritjof Sørensen, ikke kunne sige nej til. Og siden da er det kun gået fremad. Han kæmper for at blive fast mand på klubbens U/23-hold, og har samtidig været med til en enkelt førsteholdstræning under Rafael Benitez’ vinger, hvor han efterfølgende fik ros af træneren.
Og det har sat sin spor.
– Man kan godt mærke, det er en fodboldby. Taxachaufførerne snakker om fodbold hele tiden, og når man nævner sit navn, siger de ‘orv, det har jeg da hørt før’, siger Fritjof til bold.dk.
Men det er ikke blot taxachaufførerne, der kender noget til den unge dansker.
– Her den anden dag var jeg oppe i banken, og så spørger bankrådgiveren, om det ikke er mig, der er Elias og spiller for Newcastle. Folk ved, hvem man er, det er vanvittigt, forklarer han.
Fritjof har været ude i et par måneder med en hofteskade, men er nu tilbage på træningsbanen for Newcastles U/18-hold.