Agon Mucolli slår fast, at opstartsperioden efter juleferie er hård i Vejle Boldklub.
I 1. divisionsklubben Vejle Boldklub render 18-årige Agon Mucolli rundt. Den talentfulde offensivspiller er blevet en fast del af førsteholdstruppen, og erobrede også en startplads på holdet i slutningen af efterårssæsonen.
Nu mærker han så, hvordan opstarten til forårssæsonen føles i førsteholdstruppen.
– Det er altid hård træning i opstartsperioderne og sådan er det også denne gang. Andreas Alm (Vejles træner, red.) har ikke sendt os igennem de mange hårde løb endnu, men de skal nok komme. Meget af det konditionelle opbygges også i 11 mod 11-spil på banen, og det er en god måde det gøres på. De første uger har været hårde, men jeg tror der venter os mere, for opstarten er lang endnu, siger Agon Mucolli til klubbens hjemmeside og fortsætter:
– Intensiteten i træningen er hårdere, end det jeg tidligere har prøvet. Det er noget der rykker mig som fodboldspiller, når tempoet skrues op. Den fysiske træning er også ændret, efter der er kommet en fysisk træner i klubben, siger han.
Mucolli er godt klar over, hvor vigtig opstartsfasen er. Det handler om at komme i form før det går løs igen.
– Opstarten handler om, at jeg skal i form inden forårets turneringskampe. De første gange jeg spillede fra start i 1. division oplevede jeg, at jeg fik krampe, men det gik over allerede i løbet af efterårets kampe. Hvis jeg kommer i endnu bedre form betyder det, at jeg kan levere bedre offensivt og tage de vigtige returløb i maks, siger Mucolli og fortsætter:
– Takterne fra efteråret vil jeg gerne tage med ind i foråret, men jeg skal blive endnu bedre til at modtage bolden i mellemrummet. De situationer hvor jeg blev retvendt foran modstanderens bagkæde har jeg ikke haft nok af, så det vil jeg gerne forbedre, siger Agon Mucolli.
Agon Mucolli har indtil videre nettet to gange i sæsonen.