Andreas Poulsen er nu på fuldtidskontrakt med FCM

Endnu en lokal akademidreng har slået sig fast i FCM. Andreas Poulsen, der kommer fra Ikast, har gået hele vejen fra Herning Elite og FC Midtjyllands akademi, frem til den fuldtidskontrakt han lige har skrevet under på.

Han er selv meget stolt, hvilket man også godt kan forstå.

– Jeg er meget glad og stolt over, at jeg får muligheden for at forlænge med FCM. De har givet mig chancen, og det giver mig blod på tanden, at de viser tillid til mig. Det får mig til at knokle endnu hårdere, og så vil jeg gøre, hvad jeg kan for at få flere kampe, fortæller en glad Andreas Poulsen til fcm.dk.

Første år som U/19-spiller har den 18-årige allerede gjort sig godt bemærket, da han spillede 90 gode minutter i sin tidligere Superligadebut mod Silkeborg i efteråret. Den chance fik han, pga. Filip Novák ikke kunne spille.

– Når jeg tænker tilbage på det, var det lidt hektisk. Jeg vidste ikke, om jeg skulle spille eller ej, for Novak var tvivlsom. Så jeg var meget nervøs, men det var bare fedt at spille, og selvom det ærgerligt, at vi tabte, så er jeg sindssygt glad for, at det gik, som det gjorde, udtaler Andreas Poulsen til FCM’s egen hjemmeside.

Også Sportsdirektør Claus Steinlein er glad for, at endnu en akademispiller har kunne gå hele vejen.

– Andreas har vist en rigtig god udvikling, og han har allerede som første års u19-spiller haft debut i Alka Superligaen, hvor han spillede med rutine og ro og gjorde en rigtig god indsats. Han er helt klar fremtidens venstre back for FC Midtjylland, siger Claus Steinlein.

Sportsdirektøren tror på, at Andreas Poulsen måske en dag ender med at komme ud i Europa.

– Han har potentiale til at gå hele vejen. Med den rigtige tålmodig og ydmyghed og med hårdt arbejde, så kan han gå hele vejen og komme ud i Europa og spille og forfølge sin store drøm.

Poulsen spiller på nuværende tidspunkt venstre back, men i ungdomsårene spillede han også kant.

– Som en venstrebenet back er Andreas en interessant spiller, der er modig og kommer over kanten. Han indgår fint i kombinationsspillet og spiller med en god struktur og stabilitet defensivt, fortæller sportsdirektøren.

 

Andreas Poulsen er født og opvokset i Ikast, og han beskriver det at skrive kontrakt med sin barndomsklub, som en drøm der er gået i opfyldelse.

– Det er sindssygt fedt at gå rundt i Ikast, og jeg kender folk, der kommer og siger tillykke. Det er betyder bare mere, når jeg bor så tæt på det hele, at jeg nu er en del af den superligaklub jeg altid har fulgt, siger Andreas Poulsen til fcm.dk.

Claus Steinlein er også glad for det er en af de lokale drenge fra regionen, der er gået hele vejen og dermed er et produkt af akademisystemet.

– Det er en stor ros til hele FCM Elitefodboldskole i Herning og til hele Akademiet. De har gjort en spiller klar så hurtig, så vi allerede som førsteårs U19-spiller skriver kontrakt med ham og tror på, at han kan blive stamspiller i FC Midtjylland på sigt. Det viser, der bliver lavet et stort stykke arbejde, udtaler han.

Det bliver spændende at se hvad fremtiden bringer for den unge FCM dreng. For ham selv er tingene lige nu gået op i en højere enhed, og det er med til at motivere ham.

– Jeg vil spille mig ind på holdet og få en masse kampe i Superligaen og gøre mig til en profil. Så må vi se, hvad fremtiden bringer, men jeg håber at blive i klubben så længe som muligt, og at jeg kan blive en profil i Superligaen, lyder det fra Poulsen.

Hans kontrakt varer i tre år.

In this article